Real Madrid Femenino-verdensmester skifter til USA
Real Madrid Femeninos dygtige højreback, Oihane Hernández, har gennem sæsonen gradvist fået færre og færre minutter, da Sheila García og især Antônia har delt spilletiden imellem sig, og det har den 24-årige spanier nu taget konsekvensen af.
Fredag blev det nemlig officielt, at hun er skiftet til Orlando Pride i USA efter halvanden sæson hos Real Madrid. Hun ankom i 2023 efter at have vundet VM med Spanien, hvor hun også fik en halv time på banen i den finale, som Olga Carmona blev matchvinder i.
Oihane var i sidste sæson fast starter hos Real Madrid og nåede i alt op på 48 kampe, tre assists og ét mål, og hun tabte altså siden kampen om spilletid til de to førnævnte spillere, der begge ankom i sommer.
På sociale medier takker Oihane klubpersonalet, fansene og sine holdkammerater, ligesom hun understreger, at det ikke var sådan, hun ville have foretrukket at slutte sin tid i klubben.
