Madridista

 
 

Real Madrid Femenino skuffede mod bundhold

Real Madrid Femenino er netop blevet sendt noget så eftertrykkeligt ud af Copa de la Reina med et nederlag på 8-1 over to kampe til Barcelona, og efter weekendens kamp er man nu også endnu længere fra Liga F-titlen, da man skuffede ved kun at få uafgjort hjemme mod bundholdet Deportivo Abanca.

 

Det var en reservespækket startopstilling med tanke på tirsdagens Champions League-kvartfinale imod Arsenal, hvilket betød, at hverken Linda Caicedo, Caroline Weir eller topscorerne Alba Redondo og Signe Bruun var i startopstillingen. Det var til gengæld kun 16-årige Irune Dorado, der gjorde en fin figur på midtbanen, mens 19-årige Carla Camacho havde fået en sjælden startplads i angrebet.

Real Madrid startede egentlig kampen med fin kontrol og med gode chancer til Athenea del Castillo og Filippa Angeldahl, men så begik Antônia pludselig et klodset straffespark i den anden ende, som Deportivo udnyttede til at komme foran med 1-0.

Dermed var Real Madrid presset fremad, men vi skulle helt frem til det 53. minut for at finde udligningen. Sandie Toletti var blev skiftet ind i pausen, og hun sparkede et frisparksindlæg ind i feltet, hvor unge Camacho stod klar til at stange bolden i kassen.

Desværre for Real Madrid havde ellers toperfarne Antônia valgt at spille en rædselskamp. Igen var hun skyld i, at Real Madrid kom bagud, da hun tordnede et indlæg fra udeholdet direkte ind i eget målnet bag en sagesløs Misa Rodríguez, og så havde Real Madrid en halv time til at slå igen.

Som så mange gange før skulle det komme fra 20-årige Caicedo, der var blevet skiftet ind i halvlegen, og den unge colombianer trak det straffespark, som Olga Carmona stensikkert hamrede i kassen til 2-2.

I slutningen af kampen manglede Real Madrid den sidste skarphed, og netop Caicedo kom tættest på med en skarp afslutning efter en flot dribletur, men bolden ville ikke ind, og dermed smed man to point i toppen af Liga F, hvor Barcelona i forvejen ser ud til at være umulige at indhente. Dem har man derfor syv point op til nu, mens der er milevidt – hele 18 point – ned til Atlético Madrid og Athletic Club på tredje- og fjerdepladsen.

Real Madrid Femeninos hold: Misa, Sheila, Antônia, Méndez (Toletti, 46’), Yasmim, Angeldahl (Lakrar, 46’), Irune (Carmona, 59’), Møller (Redondo, 74’), Navarro (Caicedo, 46’), Athenea, Camacho.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...