Madridista

 
 

Flot Real Madrid Femenino-sejr over Arsenal

Real Madrid Femenino viste i går vejen for herrerne, da man slog Arsenal med 2-0 i Champions League-kvartfinalen.

Det skete hjemme på et mudret og regntungt Estadio Alfredo di Stéfano, hvor banens beskaffenhed ikke indbød til lækker fodbold.

Arsenal var tæt på at bringe sig foran efter 18 minutters spil, da Blackstenius var alene igennem, men Misa fik afværget forsøget med en flot redning. Fire minutter senere kom Real Madrid i front, da bolden blev bremset i muddderet og dermed fik Arsenal-forsvaret ikke sparket bolden væk og i stedet fik Linda Caicedo frit løb mod mål og den utroligt dygtige colombianer lod ikke den chance gå fra sig. Oplægget kom i øvrigt fra danske Signe Bruun.

Alberto Torils tropper holdt en stram defensiv og efterlod ikke englænderne mange chancer. Dem fik Real Madrid Femenino til gengæld en del af og man følte sig også snydt for et straffespark, da Linda Caicedo blev nedlagt af Fox, men dommerens fløjte forblev tavs.

Der kom dog lidt malurt i bægeret, da Leupolz igen blev skadet og måtte lade sig udskifte med den blot 16-årige Irune, der til daglig slår sine folder hos Real Madrid Femenino B.

Med et kvarter igen blev Linda Caicedo skiftet ud og ind kom Athenea, som skulle blive matchvinder bare otte minutter senere, da hun passerede Zinsberger i Arsenal-målet med et langskud, som målmanden ikke så helt sagesløs ud ved, men det giver Real Madrid Femenino et rigtig godt udgangspunkt inden returopgøret den 26. marts på Emirates Stadium.

Real Madrid Femeninos hold: Misa, Shei, Lakrar, M. Méndez, Olga, Toletti, Leupolz (Irune, 63’), Weir (Antonia S., 87’), Angeldahl, Linda C. (Athenea, 74’) og Bruun (Feller, 74’).

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...