Naomie Feller takker af i Real Madrid
Modsat afskederne med spillere som Caroline Weir, Teresa Abelleira og Misa Rodríguez har Real Madrid ikke sagt officielt farvel til holdets 24-årige franske angriber Naomie Feller. Men det har spilleren til gengæld selv på sine sociale medier.
Her skriver Feller:
- At sige farvel er uden tvivl det sværeste. At forlade et hold, en familie, efter fire utrolige år ved jeres side er ikke nemt. Tak til trænerne, mine holdkammerater og lægestaben for alle vores delte øjeblikke og minder. Sammen er vi vokset gennem denne rejse.
Feller kom til Real Madrid i 2022 som et stort talent. I hendes første sæson blev det til fem mål og fem assists, hvilket sæsonen efter blev henholdsvis elleve og otte. Det medførte en kontraktforlænge til 2026, og den udløber så altså nu, efter hun aldrig rigtig nåede de højder, man havde håbet. 2024/25-sæsonen bød på fire mål og fire assists, mens det i denne sæson blev til fem scoringer.
25 mål på 136 kampe er de endelige tal, hvilket gør hende til spilleren med syvendeflest kampe i klubbens historie på kvindesiden. Det er forventet, at hun nu bliver genforenet med sin tidligere anfører Olga Carmona i PSG.

