Rivaldo i kontant melding til Neymar: Du vinder ikke Ballon d'Or i PSG

Den forhenværende Ballon d'Or-vinder taler lige ud af posen. Foto: Marca.com.

Den tidligere Barcelona-spiller og forhenværende Ballon d'Or-vinder, Rivaldo, råder Neymar til at søge væk fra PSG i jagten på Ballon d'Or.

Rivaldo hævder i et interview med den tyske avis Bild, at hvis Neymars ambition er at vinde Ballon d'Or, er han nødt til at søge mod en større klub - underforstået Real Madrid.

- I PSG, og med Thomas Tuchel som klubbens nye cheftræner, kommer Neymar aldrig til at vinde hæderen som verdens bedste fodboldspiller, siger Rivaldo ifølge Bild og fortsætter:

- Han er nødt til at spille i en af verdens største klubber, fastslår brasilianeren.

Rivaldo vandt selv Ballon d'Or i 1999, da han spillede i Barcelona, men dette er imidlertid et afsluttet kapitel for Neymar, hvorfor den spanske sportsavis Marca mener at vide, at den forhenværende verdensstjernes udtalelse skal ses som en opfordring til Neymar om at skifte til Real Madrid.

Videre skulle Rivaldo i sit interview med tyske Bild have sagt, at et skifte til Real Madrid ville definere en "vigtig forandring" for Neymar.

Den spanske tv-station TVE breakede tidligere på ugen, at Real Madrid havde sendt et bud afsted til den franske hovedstad på 310 millioner euro for at lokke Neymar ud af franskmændenes hænder - Real Madrid var dog hurtigt ude og dementere disse rygter.

Seneste artikler...