Jesé kan udligne Messi og Agüero
Jesé Rodríguez er en af de helt store oplevelser ved U20-VM, som i øjeblikket spilles i Tyrkiet.
Her har Real Madrids stortalent en stor del af æren for, at Spanien er i kvartfinalen efter at have scoret fem mål i fire kampe og det giver ham gode muligheder for at blive topscorer ved slutrunden. Det kræver dog som minimum en scoring mere, idet portugisiske Bruma også står noteret for fem mål, men for en kamp mindre end Jesé.
Opnår Jesé denne scoring, vil han udligne spillere som Lionel Messi og Sergio Agüero, som i henholdsvis 2005 og 2007 lavede seks mål, mens der fortsat vil være langt op til den absolutte rekord, som Javier Saviola satte i 2001, hvor han scorede 11 mål ved U20-VM.
