Optakt: Chance for revanche
Sidst Real Madrid besøgte Türk Telekom Arena i Istanbul slap man heldigt derfra med et 2-3 nederlag, der var lige ved at sende daværende træner Mourinhos tropper ud af Champions League.
I aften er træneren ny, men lysten for revanche er bestemt ikke blevet forstummet hos en samling Madrid-spillere, der udmærket ved, at Galatasarays hjemmebane er et af de steder, hvor gæsterne sjældent vinder, og hvor fansene er notoriske for at skabe en infernalsk larm.
Derfor kræves også en indsats langt bedre end det jammerlige indtryk, holdet efterlod på El Madrigal i weekenden, hvor man udelukkende fik point med derfra grundet en storspillende Diego Lopéz. Netop redningsmanden er dog kun på bænken i aften, hvor Carlo Ancelotti har valgt at lade Iker Casillas få sin plads i buret tilbage, og herfra skal verdens bedste målmand forsøge at overbevise om, at det er en position, han bør beholde fremadrettet.
Og kigger man på Galatasarays offensiv, så kan Casillas se frem til en endog meget travl aften – med navne som Drogba, Burak Yilmaz og Sneijder i den offensive linje er der masser af kvalitet, der bør kunne volde den madrilenske defensiv vanskeligheder.
Omvendt har Real Madrid et overtag i den anden ende af banen, der synes endnu mere markant. Og det er endda selvom dyrtkøbte Gareth Bale formentligt starter blandt reserverne. Benzema, Cristiano Ronaldo, Isco og dí María skal gøre livet surt for et tyrkisk hold, der ikke er kommet alt for godt i gang efter sommerpausen. Bedst illustreret ved at aftenens modstander efter fire runder blot ligger nummer syv i den knap så skræmmende tyrkiske Superlig med kun seks point efter fire kampe, og en målscore på 4-3.
Det vil da også upåagtet tyrkernes normale styrke på hjemmebane i europæisk fodbold være en gedigen overraskelse, hvis ikke Real Madrid i aften kan sætte sig i flyveren med tre point i sportstasken.
En lille note kan dog være valget af dommer. Det er nemlig engelske Mark Clattenburg, og han kan ved at vælge en mere britisk linje tillade en mere fysisk kamp, hvilket givetvist ikke vil bekomme Madrids sydlandske spillere særligt godt.
Kampstart er 20.45, og Madridista.dk guider dig som altid hele vejen.
Galatasaray: Muslera – Balta, Semih Kaya, Chedjou, Eboué – Inan, Felipe Melo, Colak – Sneijder – Yilmaz, Drogba
Real Madrid: Casillas – Arbeloa, Ramos, Pepe, Carvajal – Khedira, Modric – Isco – Cristiano, Benzema, dí María
Dommer: Mark Clattenburg
