Real Sociedads præsident: Vi respekterer Ødegaards og Real Madrids vilje
Martin Ødegaard har spillet en stærk sæson for Real Sociedad, hvor han på 28 kampe har scoret syv mål og lagt op til otte, og generelt har han været et pålideligt bindeled i baskerholdets offensiv. Derfor håber Real Sociedads præsident, Jokin Aperribay, da også på at have nordmanden i klubben i næste sæson også, men han understreger samtidig, at man vil respektere spillerens og Real Madrids ønsker.
I et interview med Radio Euskadi siger Aperribay:
- Jeg tror, at han bliver, det er vores håb, men det afhænger af spillerens og Real Madrids vilje. Hvis han skal blive her, så skal han overbevises om, at det er hans bedste mulighed. Han ved, hvad vi ønsker, og det gør Real Madrid også. Han gik med til at komme hertil i to år, men i La Liga kan du ikke lave lejeaftaler på to års varighed. Spilleren bliver nødt til at aktivere det andet år.
Før Ødegaards fremtid bestemmes, skal Real Sociedad først spille elleve vigtige kampe. Klubben ligger i øjeblikket på den Champions League-adgangsgivende fjerdeplads, men Getafe har ligeså mange points, mens Atlético Madrid blot er ét point efter.
