Morientes om James: Ikke alle får succes
James Rodríguez havde i starten af sin Real Madrid-karriere et par gode sæsoner under Carlo Ancelotti, men efterfølgende har colombianeren ikke haft heldet med sig, og efter returen fra Bayern München har han haft en forsvindende lille rolle i Zidanes planer.
Derfor bliver James også regelmæssigt rygtet væk fra klubben, og i modsætning til andre løntunge spillere, der ikke synes at indgå i klubbens planer, virker han også selv til at ville søge mere spilletid. Den tidligere Real Madrid-angriber, Fernando Morientes, har snakket med den colombianske avis El Espectador, og hvis James forlader klubben til sommer, er det ifølge Morientes ikke en vidnesbyrd om mangel på kvalitet:
- Han er en ekstraordinær spiller, mytisk i Colombia og på sit landshold. Ikke alle spillere kan få succes på det samme niveau.
Morientes fremhæver især James’ første periode i klubben:
- I hans første periode spillede han ekstraordinære kampe og demonstrerede sit talent, som han brugte i Real Madrid til at score fantastiske mål. Han var nødt til at smutte, og nu hvor han er tilbage, har han ikke fået den betydning, som han selv og fansene sikkert havde ønsket.
James har i denne sæson blot spillet 13 kampe med ét mål og to assists til følge. I ligaen har han ikke spillet siden nederlaget imod Mallorca den 19. oktober, men colombianeren kan muligvis få lov at vise sit værd i det kommende tætpakkede slutprogram.
