Valencia-spillere vender tilbage til Estadio Alfredo di Stéfano
På torsdag får Real Madrid besøg af Valencia på Estadio Alfredo di Stéfano, og det bliver faktisk et gensyn med fire spillere fra Valencias trup, nemlig Dani Parejo, Rodrigo, Denis Cheryshev og Rubén Sobrino.
Parejo er Valencias anfører, men tidligere var han i Real Madrid frem til 2009, hvor han blev solgt til Getafe. I 2007-08-sæsonen spillede han 17 kampe på Real Madrids nuværende midlertidige stadion, hvor det blev til fem mål. Han nåede desuden fem kampe for Real Madrids førstehold.
Rodrigo kom til Real Madrids U19-hold i 2009 fra Celta Vigo, og efter fire mål på fem kampe blev han forfremmet til Castilla-holdet, hvor han scorede alle sine fem mål på Estadio Alfredo di Stéfano.
Cheryshev har optrådt for alle Real Madrids ungdomshold. For det daværende C-hold scorede han to gange, mens det blev til tolv mål for Castilla på hans gamle hjemmebane. Han nåede desuden syv kampe for førsteholdet, hvor han også fik scoret og lavet én assist.
Sobrino er ikke fast mand hos Valencia, og ligesom Rodrigo fik han aldrig debut for Real Madrids førstehold. Han var dog del af Real Madrids ungdomsakademi imellem 2011 og 2014, hvor han både spillede for U19-holdet og Castilla og scorede tre gange på Estadio Alfredo di Stéfano.
