463 spillere har scoret mere end Bale i Europas største ligaer
Selvom Gareth Bale efterhånden længe har været en udskældt skikkelse i Real Madrid, så har han set over hele sin karriere i det spanske været en regelmæssig målscorer. Med øje på hans dårlige præstationer og ofte ugidelige attitude glemmer man måske, at han har scoret 105 mål på 250 kampe i sin Real Madrid-karriere. Det er flere end Ronaldo Nazário, og derudover har Bale også lagt op til 68 scoringer.
Det er dog efterhånden langt tid siden, vi har set den version af Bale, der står bag disse statistikker, og selvom han efter sigende skulle være kommet tilbage fra fodboldpausen i god form, valgte Zidane alligevel at starte med blot 19-årige Rodrygo på højrekanten mod Eibar.
Waliseren har da heller ikke gjort sig fortjent til en startplads; på de 15 ligakampe han har spillet, er det blot blevet til to scoringer, og de faldt endda begge i samme kamp tilbage i starten af september 2019 i en kamp mod Villarreal. Faktisk står det temmelig slemt til for en af spiller af Bales status, når man kigger på Europas største ligaer. Ifølge MARCA har ikke mindre end 463 spillere her scoret flere mål end waliseren, der tidligere var Real Madrid-historiens dyreste køb og udnævnt som arvtager for Cristiano Ronaldo.
Alene i La Liga har 82 spillere scoret flere mål, og heraf findes fem i Real Madrid. Både Benzema, Ramos, Kroos, Casemiro og Modric har scoret flere ligamål, mens Varane og Valverde ligesom Bale har fået nettet til at blafre to gange.
