Benzema har scoret femteflest mål i Real Madrids historie

Da Karim Benzema scorede to gange i torsdagens kamp mod Valencia, rykkede franskmanden samtidig en plads op på listen over Real Madrids største målscorere. Benzema er nu nummer fem på listen over spillere med flest mål i klubbens historie med 243 kasser i alt, hvorved han overgår Ferenc Puskás’ 242 mål i Real Madrid-trøjen.

Den næste på listen er Santillana med 290 mål, men hvis Benzema formår at holde denne og sidste sæsons målsnit i de to kommende sæsoner, er de 47 mål op til Santillanas fjerdeplads en milepæl, som franskmanden vil kunne nå inden udløbet af kontrakten i 2022.

Benzema udtrykte selv sin tilfredshed efter torsdagens kamp til Real Madrid TV:
- Jeg er selvfølgelig glad, men jeg vil altid have mere. Jeg kunne ikke have forestillet mig det, før jeg skrev under med Real Madrid, men jeg arbejder hårdt, og jeg vil fortsætte.

Seneste artikler...