James: Jeg vil spille i en klub, hvor jeg kan vise mine evner

James Rodríguez har ikke spillet en stor rolle på Zidanes Real Madrid-hold, siden han vendte retur fra sit to-årige lejeophold i Bayern München, og det undrer colombianeren.

James deltog i sin første ligakamp siden oktober, da man i søndags besejrede Real Sociedad, og til Gol Caracol udtrykker han ikke ligefrem en forståelse over, at det ikke bliver til mere spilletid. Til spørgsmålet om hvorfor han ikke spiller mere, svarer han grinende:
- Det er et godt spørgsmål, det vil jeg også gerne vide.

- Det er kompliceret, når din træner ikke giver dig spilleminutter permanent. Det er svært at vise dine evner på få minutter, du kan ikke gøre alt det, du kan.

I diverse medier har der flere gange floreret rygter om, at James ikke har tillagt sig en livsstil, som passer til livet for en professionel fodboldspiller, men det afviser han.
- Det er blevet sagt en masse ting om mig, og næsten det hele er løgn. Det, der irriterer mig mest, er, at min professionalisme betvivles. Det accepterer jeg ikke, jeg er meget professionel. Det er derfor, jeg er endt, hvor jeg er. Jeg tager mig af mig selv som ingen anden, jeg træner meget i min dagligdag. Jeg vil altid forbedre mig.

Om forholdet til Zidane siger han:
- Der har aldrig været et problem. Alle trænere har hver deres smag. Vi har et normalt arbejdsforhold. Jeg har ikke en central rolle, men jeg træner og arbejder for, at jeg kan gøre det godt, når det er min tur.

James giver desuden udtryk for, at han ikke nødvendigvis er en af de breddespillere i Real Madrid-truppen, som det bliver svært for klubben at komme af med. Han siger nemlig:
- Jeg tænker på fremtiden; hvor end jeg er, så skal jeg præstere på mit højeste niveau. Jeg ved ikke, hvad der sker i fremtiden, men hvis de giver mig valget, så vil jeg vælge en klub, hvor jeg kan vise mine evner og mit potentiale.

Seneste artikler...