Zidane irriteret over snakken om dommerhjælp: Spillerne fortjener respekt

Zinedine Zidane har afholdt sin pressekonference efter dagens 1-0-sejr over Athletic Club, og her kommenterede han blandt andet på Éder Militãos kamp, ligesom han udtrykte sin irritation over en manglende anerkendelse af holdets præstationer.

Real Madrid har to kampe i streg vundet med 1-0 på en straffesparksscoring af Sergio Ramos, men Zidane benægter, at holdet vinder på grund af dommerhjælp:
- Jeg er træt af at høre, at vi vandt på grund af dommerne. Det vil ikke ændre sig, men spillerne fortjener respekt.

Real Madrid fører nu med syv point ned til Barcelona, som dog har en kamp i hånden, men Zidane holder fortsat fast i, at det er vigtigt at undgå selvtilfredshed på dette stadie:
- Vi kan ikke slappe af eller tænke på titlen, før den er vundet matematisk set. Det var en meget vigtig sejr og en hård kamp med masser af intensitet.

Militão havde overordnet set en god kamp som Sergio Ramos’ makker i midterforsvaret i Raphaël Varanes fravær, og Zidane havde da også roser til overs for brasilianeren efterfølgende.
- Han spillede en flot kamp. Det er sandt, at han ikke har spillet meget i denne sæson, men jeg er glad for ham. Alle vores spillere er klar, når det er tid til at spille.

Holdets franske cheftræner fortalte desuden om sin generelle tilfredshed med holdets form:
- Jeg kan lide vores styrke mere end noget andet. Vi viser soliditet og balance, når vi taber bolden, og vi gør det rigtig godt. Vi har manglet en gnist i angrebet, hvilket vi kan forbedre, men vores defensive styrke er så vigtig.

James Rodríguez var helt ude af truppen til dagens kamp, og ifølge Zidane var det colombianerens eget valg:
- James ønskede at blive væk på grund af et personligt anliggende. Jeg vil ikke sige mere end det.

Seneste artikler...

Annonce