Real Madrid kan tåle pointtab


Real Madrid er efterhånden enorm favorit til at snuppe det spanske mesterskab, som vil være klubbens 34. ligatitel, flest af alle klubber i landet. Med fire runder tilbage er Zinedine Zidanes mandskab fire point foran FC Barcelona samt bedre i de indbyrdes kampe, så Barcelona skal reelt have fem point mere end Real Madrid i de resterende runder for at overhale dem.

Real Madrid møder Alavés (hjemme), Granada (ude), Villarreal (hjemme) og Leganés (ude), og her kræves der altså otte point for at være sikker på at vinde mesterskabet. Det vil sige, at man skal bruge to sejre og to uafgjort eller tre sejre og et nederlag, med mindre Setiéns mænd altså sætter point til mod Espanyol, Valladolid, Osasuna eller Alavés. I så fald vil det selvfølgelig kræve færre point.

Efter sejren i Bilbao talte Ramos om vigtigheden af de tre point:

- Det var virkelig vigtigt at vinde og et mål er blevet nået, sagde kaptajnen.

- Det var en af de sværeste kampe vi har tilbage, mod en modstander, vi altid har det svært imod. Vi tager det et skridt ad gangen. Vi er i god fysisk form, og vi er glade for de tre point, som lægger pres på Barcelona.

- Det er i vores hænder. Vi vil have denne her titel, og det kunne man se på den måde vi gik til kampen fra det første minut.

Real Madrids næste kamp er på fredag kl. 22, hvor Alavés besøger Estadio Alfredo di Stéfano.

Seneste artikler...