Mendy en mulighed på højreback

Da Álvaro Odriozola forlod Real Madrid i januar måtte man samtidig indstille sig på, at der skal findes på alternative løsninger, når Dani Carvajal ikke er kampklar. Sådan en situation kommer Zidane til at stå i i morgen aften, når der skal sættes hold imod Alavés, eftersom Carvajal er ude med karantæne.

MARCA spekulerer i, at løsningen bliver Ferland Mendy, der én gang allerede har indtaget positionen i sin korte Real Madrid-karriere. I den første kamp efter coronapausen mod Eibar måtte Carvajal lade sig udskifte i pausen, hvorefter franskmanden spillede en halvleg på højrebacken. Forinden da havde han kun prøvet at spille højreback i fem minutter i en Europa League-kamp for Lyon.

Kabalen kan dog vise sig at være svær at løse, eftersom også Marcelo nu meldes tvivlsom til fredagens opgør. Nacho er skadet, og Militão bliver formodentlig erstatningen for Sergio Ramos i midterforsvaret, som også er ude med karantæne. En mulighed er derfor også, at Mendy får sin vante venstreback, mens Lucas Vázquez kan blive valgt til højrebacken.

En tredje mulighed kunne være at benytte den 22-årige Castilla-forsvarsspiller, Javi Hernández, som allerede har været udtaget til holdets kampe i flere omgange efter coronapausen. Det ville dog i så fald formodentlig medføre rokader, hvor Militão kunne blive rykket til højrebacken og med Hernández i midterforsvaret, eller Mendy kunne indtage højrebacken, mens den venstrebenede Castilla-spiller kunne indtage venstrebacken.

Først og fremmest mangler vi dog at blive klogere på, om Marcelo bliver klar til kamp.

Seneste artikler...

Annonce