Italiensk presse: Real Madrid jagter talentfuld Roma-back
Real Madrid følger efter sigende den 18-årige Roma-back, Riccardo Calafiori, der stadig har sin førsteholdsdebut til gode, men til gengæld har spillet 16 kampe for Roma Primavera, scoret fem mål og lavet to oplæg i indeværende sæson.
Det erfarer det italienske medie La Gazetta dello Sport, der er også beretter, at Fiorentina allerede har fået afvist et bud på fem millioner euro, ligesom PSG også har vist interesse i venstrebacken.
Calafiori er lidt af en solstrålehistorie i italiensk fodbold. Således pådrog han sig en karrieretruende skade i sidste sæson i en kamp mod Viktoria Plzen, hvor han ødelagde de fleste ting i sit knæ, og der var stor bekymring for, at han aldrig kom til at spille fodbold igen.
Den 18-årige er imidlertid kommet stærkt tilbage efter sin skade, og han regnes stadig som en af de allerstørste talenter i italiensk fodbold.
