COVID-19 forhindrer tidlig træning forud for næste sæson
I tidligere sæsoner har det været almindeligt, at Real Madrids spillere ville kunne vende tilbage fra ferie før tid for at få sig selv i god form inden sæsonen går i gang, hvor de havde mulighed for at benytte sig af faciliteterne på Valdebebas. I år vil dette dog ikke være en mulighed på grund af coronavirussen.
I Real Madrid ønsker man at overholde sundhedsreguleringerne og bidrage til at forhindre virussen i at sprede sig, og det indebærer, at forskellige sundhedsprotokoller – herunder coronatests af stabsmedlemmer i klubben – først kan begynde at blive udført efter den 28. august.
Valdebebas kommer derfor til at være lukket for spillerne, indtil alle nødvendige protokoller er gennemført, og dette vil blive gjort, så det stemmer overens med det tidspunkt, hvor spillerne efter planen vender tilbage til optaktssæsonen.
Dermed skal de spillere, som ønsker at give den en ekstra skalle forud for optakten til 2020-21-sæsonen, kæmpe sig i form uden brug af faciliteterne i klubben, men for størstedelen af de bærende spillere på holdet er det dog heller ikke længe siden, at de var inde i et aldeles tætpakket program, hvorfor et længere hvil formodentlig også er tiltrængt.
