Referat: Real Madrid - Celta 2-0, LaLiga, 17. spillerunde
Hermed følger referat af kampen mod Celta, LaLiga, 17. spillerunde:
Kort opsummering af kampen:
Det var ikke kønt, mnen til gengæld var det langt mere sikkert end statistikkerne fra kampen antyder, da Real Madrid vandt den sene lørdagskamp hjemme mod Celta med 2-0. Det er set før i denne sæson, at modstanderholdet har en gigantisk chance for at score, hvorefter Real Madrid straks vender spillet og selv laver målet. Således også i dag, hvor Iago Aspas fik en kæmpe mulighed, som Nacho måtte sparke væk foran mål. Sparket igangsatte kontraen, som endte hos en velspillende Asensio, der kunne centre bolden ind i hovedet på en lige så velspillende Lucas Vázquez. Da var der spillet 6 minutter. Real Madrid skabte ikke stort mere i første halvleg, men havde godt styr på opgøret og i forsvaret opdagede man ikke, at Sergio Ramos manglede, idet afløser Nacho spillede en stor kamp. Scoringen til 2-0 kom straks i anden halvleg, hvor Real Madrid brød opspillet og så kunne Asensio og Lucas Vázquez bytte om på rollerne, så sidstnævnte blev oplægger til førstnævnte. Som halvlegen gik fik Celta dog mere og mere af spilovertaget uden for alvor at blive farlige og det kunne naturligvis skyldes, at både Aspas og Nolito måtte udgå med skadesproblemer og dermed kunne Real Madrid uden de store dikkedarer forsvare sejren hjem, selv om Courtois i dommerens tillægstid parerede bolden ud i feltet, hvor reduceringen kom tæt på, men Real Madrid slap med skrækken og fik resultatmæssigt en god start på 2021.
Kampens spiller:
Man kan vel efterhånden ikke komme uden om den kontraktforlængelse til Lucas Vázquez? Der findes muligvis mere sexede spillere på markedet, men den rutinerede spanier er holdspiller med stort H og leverer altid en kæmpe arbejdsindsats. Sådanne spillere har en trup også brug for. Også store plusser til Modric og Asensio. Sidstnævnte har for alvor spillet sig op i de seneste kampe.
Kampens badebold:
Der var ikke nogen af spillerne på banen, som for alvor faldt igennem, så det bliver et løftet Ancelotti-øjenbryn til Zinedine Zidane for igen at tøve med indskiftningerne i en kamp, som tidligt syntes afgjort. Han skal dog have, at de spillere, som var placeret på bænken i dag, ikke kan være utilfredse med ikke at få mere spilletid, for bortset fra Fede Valverde er der ingen af dem, der har leveret godkendte præstationer i lang tid.
Perspektiverne frem mod den næste kamp:
Det var vigtigt at få en god start på 2021, og som noget helt nyt for holdet, har man nu en hel uge til at forberede den næste kamp, som er ude mod nedrykningstruede Osasuna. Her er Carvajal ude med karantæne, men til gengæld forventes Sergio Ramos at være tilbage. Generelt vil det dog være godt for hele truppen at få lidt kamp-pause, for det har der ikke været i en lang periode og forhåbentlig kan det smitte lidt af på spillet på banen.
