Referat: Celta - Real Madrid 1-3, LaLiga, 28. spillerunde

Hermed følger referat af kampen mod Celta, LaLiga, 28. spillerunde:

Kort opsummering af kampen:
Real Madrid vandt en vigtig udesejr på 1-3 over Celta og periodevis var der rigtig godt spil, men man forfaldt også til at overlade alt for meget af initiativet til et hjemmehold, som ret beset ikke burde have kvaliteterne til at gøre det.
Karim Benzema var igen afgørende med to hurtige scoringer inden for den første halve time og derfra lignede det bare en ren walk over, men Santi Minas reducering fem minutter før pausen, gav usikkerhed på Real Madrid-holdet, som lod sig presse for langt tilbage i anden halvleg og mod en mere skarp modstander, var det sandsynligvis gået galt.
I dommerens tillægstid dukkede indskiftede Marco Asensio dog op og fik lukket og slukket med sin scoring og dermed fastholder Real Madrid muligheden for at genvinde det spanske mesterskab.

Kampens spiller:
Benzema, men skarpt forfulgt af Toni Kroos. Man kommer bare ikke uden om Benzema i øjeblikket. Stort aktiv i det opbyggende spil og så er han effektiv foran mål.

Kampens badebold:
Casemiro. Havde de kommet bly i de støvler. Man har da sjældent set en spiller lunte så tungt omkring, men forhåbentlig var det for at spare på kræfterne til de kommende kampe.

Perspektiverne frem mod den næste kamp:
Real Madrid går nu ind til en landskampspause og det er altid positivt at man kan gøre det med nogle gode resultater. Samtidig kan landskampspausen forhåbentlig benyttes til at få nogle af de skadede spillere tilbage og så må man håbe, at skadesbænken ikke bliver fyldt op med nye folk. Efter landskampspausen bliver det alvor, når Liverpool venter i to opgør, mens Barcelona presser sig ind mellem dem. Inden disse tre kampe gælder det dog først Eibar på hjemmebane.

Seneste artikler...