Zidane forud for El Clásico: Vi er optimistiske
I morgen aften venter et El Clásico, der bliver særdeles afgørende for mesterskabsdysten i LaLiga, og heldigvis kommer Real Madrid med en god oplevelse i bagagen efter midtugens overbevisende sejr over Liverpool.
Det bliver muligvis Lionel Messis sidste El Clásico, da der foreløbig ikke er kommet nogen afklaring på, hvem der skal betale hans gastronomiske lønpakke i de kommende sæsoner, men Zinedine Zidane håber, at argentineren bliver:
- Jeg ønsker ikke, at det bliver Messis sidste Clásico. Lad ham blive i Barcelona, han gør det godt der. Det er godt for LaLiga, hvis han bliver.
Messi er som altid den spiller, som Real Madrid især skal holde øje med, men faktisk har han ikke scoret i El Clásico siden 2-2-kampen i spillerunde 36 i 2017/18-sæsonens LaLiga. Det betyder dog ikke, at Zidane undervurderer hans værd i disse kampe:
- Han scorer måske ikke, men vi ved, hvilken spiller han er. Vi spiller imod Barcelona; vi ved, hvillken spiller han er, men de er alle sammen rigtig gode. Vi kommer til at forsøge at begrænse deres styrker, fordi de har mange.
Zidane håber heller ikke, at Sergio Ramos har spillet sin sidste Clásico:
- Forhåbentlig har han ikke spillet sin sidste Clásico, og forhåbentlig bliver han.
Om Vinícius, der spillede en brandkamp i midtugen, siger Zidane:
- Vi er alle glade for Vini. Eden (Hazard, red.) kan ikke være med (i morgen, red.). Vi har problemer med skader, men vi har en bred trup, og alle er dedikerede. Vi nyder Vinis spil, men vi må lade ham være i fred. Vi skal ikke snakke for meget, han er meget ung. Han er rolig, og det er jeg glad for, fordi der er meget støj.
Til spørgsmål om hvorvidt et nederlag i morgen aften vil sende Real Madrid ud af titelræset siger Zidane:
- Det tænker jeg ikke på. Vi kommer til at give alt, hvad vi har, og vi er optimistiske. Det er Atlético (Madrid, red.) der har fordelen, og vi skal alle kæmpe for titlen til det sidste. Det har jeg sagt længe. Det er en meget konkurrencedygtig og god liga. Vi ved ikke hvem, der bliver mester før til sidst. Der er mange point at spille om.
