Nacho: Jeg kender alt til Real Madrids værdier

Nacho var den udvalgte Real Madrid-spiller til at deltage ved pressekonferencen i går vedrørende aftenens Champions League-kamp imod Sheriff Tiraspol, og her følger et udpluk af de vigtigste pointer, som han kom ind på.

Om aftenens opgør:
- De er et hold, der er klar til at konkurrere i Champions League, de har slået Shakhtar Donetsk, som skabte mange problemer for os i sidste sæson. Vi spiller på Bernabéu og skal bruge det som motivation og begær efter at få succes og vinde kampen. Det er en meget vigtig kamp imod et hold, som vi ikke ved meget om, og vi har ikke haft meget tid til at forberede os på kampen, eftersom vi spillede lørdag.

Om sin egen alsidighed sagde Nacho:
- Jeg kan spille flere positioner, men jeg betragter mig selv som centerback, hvilket er hvor, jeg kan tilbyde holdet langt mere, fordi jeg har spillet der stort set hele mit liv. Jeg kan tilpasse mig til at spille back, og det er sandt, at jeg har skullet spille på begge sider af forsvaret på grund af de fravær, vi har haft. Jeg er vant til at spille back, og det er ikke et problem for mig.

Nacho har spillet i syv ud af otte kampe i sæsonen, og alle gangene har det været fra start. Han blev spurgt ind til, om han nu føler sig som en fast starter, og til det svarede han:
- Vi har nu spillet syv-otte kampe, og jeg har kun misset den ene på grund af en mindre skade. Hvis du ser på det fra starten af sæsonen, så ser jeg mig som fast starter, men det er sandt, at vi har haft en masse fravær i forsvaret, især på backerne, så vi må se på det i slutningen af sæsonen.

Efter farvellet til Sergio Ramos og Raphaël Varane er Nacho blevet en del af anførerhierarkiet sammen med Marcelo, Karim Benzema og Luka Modric, og om det havde han følgende at sige:
- Det har ændret meget for mig. Jeg har altid følt mig som en vigtig spiller, jeg er virkelig en spiller, som hører til i denne klub, og jeg kender alt til dens værdier. Jeg vil altid forsøge at hjælpe de unge. Sidste sæson var meget vigtig for mig med hensyn til fremtiden, og jeg har fået en god start på dette år, og jeg spiller med selvtillid og får en masse kampe. Der er meget i vente for mig, som jeg vil fortsætte med at kæmpe for. Det er først lige startet.

Om chancerne for at vinde Champions League:
- Det kan vi ikke bekymre os om. Vi er under det samme pres uanset, om vi er favoritter eller ej. Vi har en virkelig stærk trup, og sidste år gjorde vi det godt og nåede næsten finalen. Ingen udelukker, at Real Madrid kan være med i turneringen til det sidste.

Seneste artikler...