Ancelotti med bedste sæsonstart som cheftræner for Real Madrid

Der kom lidt malurt i bægeret, da Real Madrid senest fik 0-0 på hjemmebane imod Villarreal, efter at man havde scoret elleve mål i de to hjemmebanekampe forinden, ligesom man i flere kampe generelt havde brillieret med flot, offensivt spil.

Det resultat ændrer dog ikke på, at Carlo Ancelotti har fået sin bedste sæsonstart i Real Madrid hidtil. Fem sejre og to uafgjorte er det blevet til, og det er således bedre end hans første sæson i 2013/14, hvor man fik fem sejre, én uafgjort og ét nederlag

I hans anden sæson blev det værre, da man her fik fem sejre og to nederlag som indledning på sæsonen, og ved slutningen af den sæson blev han som bekendt afskediget.

Den nuværende sæsonstart er generelt den bedste for Real Madrid siden mesterskabssæsonen i 2011/12 under José Mourinho, hvor portugiseren ligesom Ancelotti i indeværende sæson fik fem sejre og to uafgjorte i de første syv kampe.

Real Madrid er sammen med Sevilla og Villarreal det eneste ubesejrede spanske hold hidtil i sæsonen på tværs af alle turneringer. Real Madrid sluttede i øvrigt sidste sæson af med 13 sejre og fem uafgjorte i LaLiga, hvorfor man i øjeblikket ikke har tabt i 25 ligakampe.

Seneste artikler...