Madridista.dk kårer månedens spiller
Stop, stop, stop, stop. Har du glemt kaffen? Vi skal nemlig hygge nu! Så skynd dig ud og bryg en kop af det bedste, du har i skabet, inden du læser videre.
Det er således den tid på måneden, hvor jeg - Daniel Andersen - kigger tilbage på september måned vha. vores fantastiske brugeres karakterer. Det har været en måned med opture, men så sandelig også en måned med nedture, hvilket naturligvis afspejler sig i karaktererne, der er en del lavere, gennemsnitligt, end i august måned.
Men ikke desto mindre skal vi have fundet Madridista.dk's månedens spiller, ligesom vi også kommer til at dykke ned i nogle andre spillere, der har stået ud i enkelte kampe og så skal vi også forbi et par af de helt store skuffelser på grønsværen i september måned.
Herudover månedens hold, et lille perspektiv på strabadserne i september måned og et par gode råd til Carlo Ancelotti, der synes at famle lidt i blinde i skrivende stund efter en ellers god start på sæsonen.
Månedens spiller på madridista.dk: Thibaut Courtois
Jeg vil gerne være helt ærlig, venner. Det overraskede mig rigtig meget, da jeg havde lagt tallene sammen, trukket lidt fra og lagt lidt mere til, at det endte med at blive Real Madrids fremragende belgiske sidsteskanse - ja, faktisk verdens bedste i min bog - der løb med hæderen som Madridista.dk's Månedens Spiller. Men 227 stemmer kan ikke tage fejl. Det er nemlig så mange brugere, der har givet karakterer i september måned.
Real Madrids stærke målmand spillede imidlertid nogle flotte kampe i september måned, hvor han i flere omgange lykkedes med at holde Real Madrid i live i de tætte kampe, som f.eks. opgørene mod Valencia, Villarreal og Inter. Han havde blandt andet flere vitale indgreb i Champions League-kampen mod netop Inter, hvor han diskede op med fem redninger og sørgede for, at Real Madrid kunne rejse tilbage til den spanske hovedstad med tre point i bagagen efter Rodrygos fremragende mål i slutningen af kampen. Herudover udmærkede belgieren sig faktisk også i kampen mod Mallorca, selvom Los Blancos vandt 6-1 i egen hule.
Courtois diskede op med 17 redninger på tværs af sine seks kampe i september måned (jf. Whoscored), hvilket er et OK snit på 2,8 redninger pr. kamp. Han snitter en gennemsnitskarakter for måneden på 3,7. Vores brugere kastede karakteren 3,1 efter ham for strabadserne mod Celta Vigo - en kamp Real Madrid vandt 5-2 på Santiago Bernabéu. Herefter så Courtois sig aldrig tilbage og løb således med kampens spiller i tre af de sidste fem kampe. Først mod Inter, hvor han fik karakteren 4,9, herefter mod Valencia, hvor han snittede karakteren 4,1 og til sidst mod Villarreal, hvor han måtte nøjes med en gennemsnitskarakter på 4.
Han præsterede, sammen med resten af holdet, under niveau i sidste kamp i september måned mod Sheriff Tiraspol, hvor han blot kom i land med en karakter på 2,6 efter Real Madrid tabte 1-2 på hjemmebane mod det lille moldoviske mandskab, og sammenlagt med kampen mod Mallorca, hvor han fik 3,7, endte han altså med en gennemsnitskarakter på 3,7 for måneden.
Brugernes ord om Courtois
Som et lille nyt tiltag vil jeg tage et par af de bedste ord om Madridista.dk's Månedens Spiller med i artiklerne fremover. I den her omgang kommer vi til at tage udgangspunkt i de tre kampe i september måned, hvor Courtois, ifølge jer, vores brugere på madridista.dk, blev kåret til kampens spiller.
Det var kun mohbar, der havde valgt at tage sig tid til at knytte en kommentar til Courtois' fine kampe mod Inter, så den bedste kommentar var ret nem at plukke ud i den her omgang:
"Uden tvivl kampens spiller. Uden ham havde Inter haft en solid føring"
Der tikkede lidt flere kommentar ind efter kampen mod Valencia. Fællesnævneren for disse var imidlertid, at Courtois havde stået en flot kamp mod Valencia. Fernando M. smed karakteren 5 efter Real Madrids målmand og knyttede disse ord på belgierens kamp:
"Chanceløs på målet, ingen fejl og ellers bare sikker"
Gamborg8 var ganske enig med førnævnte bruger og han honorerede Courtois med karakteren 4:
"Vi havde tabt uden ham."
Real Madrid spillede blot 0-0 på hjemmebane mod Villarreal og det var et resultat, som Courtois havde en stor aktie i. Der var faktisk flere brugere, der mente, at Real Madrid havde tabt kampen uden ham. Heriblandt Real HWL, der kastede karakteren 4 efter belgieren med følgende kommentar:
"Er vel nærmest skyld i vi overhovdet får point
Der var flere rigtig fine kommentarer efter Courtois' respektive kampe i september måned, og der er slet ingen tvivl om, at belgieren har en stor stjerne blandt madridistas.
Et par andre opløftende præstationer - og de negative
Der er et par andre spillere, som fortjener lidt ros efter september måned og et par stykker, der virkelig fortjener en overhaling med de helt store ord.
David Alaba er en af dem, der har spillet noget flot og inspirerende fodbold. Han har virkelig taget Real Madrid til sig og fået en flot start på karrieren i den spanske hovedstad, selvom Real Madrids defensive arbejde kollektivt har haltet gevaldigt under Ancelotti. Den østrigske defensivspiller snitter for sæsonen 1,6 tacklinger pr. kamp i LaLiga, 1,1 interceptions, 2,6 clearinger, 1,3 nøgleafleveringer og en afleveringsprocent på 91,3% og det er virkelig flotte tal.
Herudover fortjener Karim Mostafa Benzema også ros for at bære anførerbindet med stor autoritet. Han animerer hele tiden sin holdkammerater på banen til at presse boldholderen, han går forrest, han scorer målene, han starter angrebene - ja, han gør faktisk mere eller mindre det hele offensivt. Igen!
Det var ham her, jeg havde regnet med, I havde kåret til Madridista.dk's Månedens Spiller. Hattrick mod Celta Vigo, mål mod Valencia og Sheriff og to scoringer mod Mallorca. Herudover oplæg i lange baner. Benzema var eminent i september, men Courtois var altså et par karakterer bedre, ifølge jer.
Der er desværre også et par spillere, der har markeret sig overvejende negativt i september måned, herunder en udkørt Casemiro og Lucas Vázquez, der åbenbart bliver ved med at falde, men han fløj også højt i sidste sæson.
I honorerede fortjent Lucas Vázquez med kampens badebold i de tre kampe, han spillede i september måned og Casemiro nappede selv to, da han blev kåret til kampens badebold mod henholdsvis Villarreal og Sheriff Tiraspol. Vázquez blev månedens dårligste Real Madrid-spiller med en gennemsnitskarakter på 1,7 og Casemiro den næst dårligste med gennemsnitskarakteren 2,1.
Der skal strammes op!
Twitters månedens spiller: Karim Benzema
Vores brugere på twitter er gået med Karim Benzema som månedens spiller i en lille lynafstemning, hvor 82,3% stemte på Real Madrids franske angrebses.
Jeg skal have forfattet et skriv om https://t.co/rACsZ4DpKB's Månedens Spiller i dag, som vores brugere på forum har kåret via afstemningerne efter hver kamp i september måned, men hvem er Twitters Månedens Spiller for september i #RealMadrid?⚽️🤔👇
— Madridista.dk (@Madridistadk) October 5, 2021
Courtois løb med 14,5% af stemmerne, Alaba med små 1,6 og en helt fjerde løb med de sidste 1,6%.
Månedens Real Madrid-hold
Den helt store forskel fra august til september er to ting: Vini Jr. er faldet i niveau (faktisk over et helt gennemsnitspoint) og det er kun Alaba og Courtois, der har præsteret gentagende flotte kampe defensivt for Real Madrid.
Jeg har valgt at se bort fra spillere som Marcelo, der scorede karakteren 3,1 efter kampen mod Celta Vigo i starten af september måned og Sergio Santos, der scorede karakteren 3 på en lille halv time mod Mallorca. Der skal såvel flere kampe som flere minutter til at komme ind på holdet i den her del af sæsonen.
Der er omvendt blevet plads til spillere som Dani Carvajal, der nåede at spille tre kampe i september, inden han gik i stykker på ny, og Isco, der også fik tre kampe i september måned. Det kan undre, at den lille spanske tekniker ikke fik flere kampe under Ancelotti, når han faktisk præsterede ganske fornuftigt i de minutter, han fik på grønsværen.
Afrunding
Real Madrid startede som lyn og torden i september måned med fire flotte sejre over Celta Vigo, Inter, Valencia og Mallorca, anført af stærke præstationer af særligt Courtois, Alaba og Benzema.
Der rumsterede imidlertid stadig ét spørgsmål: Hvad driller defensivt?
For selvom det så ganske fornuftigt ud på den offensive side af bolden, havde Real Madrids modstandere ganske nemt ved at spille sig ud af Los Blancos' pres, udnytte hullerne mellem kæderne og det store bagrum til at spille sig frem til store chancer.
Ancelotti forsøgte delvist at adressere problemerne taktisk, men det slog fejl for italieneren at spille f.eks. Fede Valverde ude af position, hvilket egentlig bare resulterede i, at Real Madrid mistede to store lunger centralt i banen, ligesom han aldrig fik gjort noget ved enkelte spilleres formdyk, herunder Vini Jr. og Casemiro.
Real Madrid cheftræner scorede en gennemsnitskarakter på 3,2 for september måned, men det skyldes overvejende den solide start på måneden, hvor det hele kørte på skinner.
Førnævnte spørgsmål er det samme her i starten af oktober, hvor man startede ud med at tabe til Espanyol på udebane: Hvad driller defensivt? Det bliver spændende at se efter landskampspausen, om Ancelotti har fundet et svar på dette spørgsmål.
Jeg vil i hvert fald godt have svar, så vi igen kan vende tilbage til den inspirerende fodbold, som vi ved, Ancelotti også står for: Carlo-bold.
