Overkommelig periode kan give perifere spillere chancen
Real Madrid spiller her til aften hjemme imod Osasuna, og dermed påbegynder man en stime af kampe, der på papiret burde være rimelig overkommelige. Efter Osasuna venter Elche, Shakhtar Donetsk, Rayo Vallecano, Granada og Sheriff Tiraspol i den rækkefølge, og det kan muligvis give muligheder til nogle af truppens mere perifere spillere.
Det kræver naturligvis, at man ikke dummer sig som i kampene imod Sheriff og Espanyol, men ikke desto mindre finder man næppe et bedre tidspunkt til at spare spillere og prøve andre af.
Carlo Ancelotti har tidligere slået fast, at Andriy Lunin kommer til at få spilletid, og spørgsmålet er, om ikke ukraineren skal have chancen i den kommende periode, hvis ikke han bare skal henvises til Copa del Rey-kampene senere på sæsonen. Thibaut Courtois har spillet de sidste 47 ligakampe (og får nummer 48. imod Osasuna), og Lunin har ikke spillet siden cup-nederlaget til Alcoyano i sidste sæson.
Den kommende periode giver også mulighed for stille og roligt at få spillere tilbage i kampform efter skader. Det gælder backparret Ferland Mendy og Dani Carvajal og måske også anfører Marcelo, der blot har fået to indhop i sæsonen.
Ancelotti har desuden udtalt, at Gareth Bale måske kan være tilbage til Rayo-kampen, så waliseren kan begynde at få spilleminutter igen, og på den anden kant kan Eden Hazard måske begynde at vise sit værd, hvis ikke Vinícius er umulig at spare. Også Luka Jovic kan måske få chancer fra start – Karim Benzema har ikke misset en kamp siden marts, og ifølge Marca skal vi helt tilbage til september 2019 for at finde en kamp, hvor han blev sparet. Altså uden at været skadet eller karantæneramt.
Hvis vi virkelig strækker den, kan vi måske se spillere som Jesús Vallejo og Mariano i aktion, men de skal nok blot håbe på sporadiske indhop.
