Marca: Ingen Hazard-afsked til januar
Eden Hazard er langt fra holdet i Real Madrid for tiden, og det har skabt rygter om, at belgieren kunne søge en ny klub allerede til januar, eventuelt til nyrige Newcastle. Men ifølge Marca kommer det ikke til at ske.
Ifølge den spanske sportsavis er der intet personligt problem mellem Hazard og Carlo Ancelotti, og den italienske cheftræner har da også prøvet at få plads til Hazard på holdet, da han tidligere på sæsonen forsøgte sig med den lidt asymmetriske 4-4-2-formation, som han nu er gået bort fra igen. Det har gjort vejen til spilletid længere for Hazard, der nu umiddelbart skal forsøge at slå den storspillende Vinícius af, men den spanske sportsavis melder, at Hazard endnu ikke har mistet tålmodigheden.
Muligvis kan hans held blive, at Ancelotti snart kan være nødsaget til at bruge ham som form for højrekant. Det afhænger dog naturligvis af, hvor slem Rodrygos skade er, og hvornår Gareth Bale og nok også Fede Valverde er tilbage. Og om Marco Asensio kan fortsætte med at få spilletid uden at gøre væsen af sig.
Umiddelbart er et salg eller udlejning til januar dog ikke i kortene, men det er omvendt ikke udelukket, at det kommer på tale til sommer.
