Referat: Real Madrid - Shakhtar Donetsk 2-1, CL, 4. spillerunde

Benzema shakhtar

Real Madrid havde periodevis store problemer i gårsdagens CL-kamp mod Shakhtar Donetsk, men man endte med at få en vital sejr på 2-1 og dermed står man med ret gode kort i forhold til videre kvalifikation.

I kampens indledning var det ellers ikke til at se, at Real Madrid ville få problemer, for man lykkedes med et højt og intensivt pres og kom også frem til flere chancer. De blev blandt andet skabt af Lucas Vázquez, som havde fået chancen på højrekanten i stedet for Asensio og Hazard og det viste sig at være en rigtig god ide, for den lille spanier spillede en godkendt kamp og burde være noteret for to assists til Luka Modric, som dog ikke havde fået snøret støvlerne korrekt og misbrugte de gode tilbud.

I stedet var det i banens anden side, at dagens dobbelte oplægger skulle findes. Endnu en gang var Vinícius i hopla og første gang han var på spil, var efter 14 minutter, da han opsnappede en fejlaflevering fra Marlon og så kunne han drible sig fri og sende bolden ind foran Karim Benzema, som ikke havde problemer med at bringe Real Madrid foran og dermed score mål nr. 1000 for klubben i europæisk regi.

Men af fuldstændig uransagelige årsager, forfaldt Real Madrid til henholdende og søvndyssende spil og overlod al initiativet til ukrainerne, som takkede for tilbuddet og hakkede udligningen i nettet fem minutter før pausen i en situation, hvor Real Madrids midterforsvar sov gevaldigt i timen.

Spillerne blev fulgt til pausen med en velfortjent pibekoncert og Carlo Ancelotti har formentlig givet dem en skideballe, for der var væsentligt mere energi fra anden halvlegs start, hvor man igen lykkedes med et godt pres og kampens detalje kom efter et kvarters spil, hvor Casemiro og Vinícius kombinerede sig gennem det ukrainske forsvar og så kunne sidstnævnte lægge bolden til rette for Benzema, som dermed kunne blive dobbelt målscorer og matchvinder. Det var et mål af meget høj klasse.

Mod kampens slutning overtog Shakhtar Donetsk igen teten og det var faktisk unødvendigt, at man til sidst sad og kiggede nervøst på klokken for at få dommeren til at fløjte af, men der blev ikke scoret mere i kampen og man kan nu kvalificere sig til ottendedelsfinalen ved at vinde næste kamp, som er ude mod Sheriff Tiraspol.

Kampens spiller:
Selv om Benzema blev dobbelt målscorer, så går titlen til den dobbelte assist-mager, Vinícius, som skabte mange gode aktioner. Men der er også ros til en arbejdsom Lucas Vázquez, som især i første halvleg gjorde det godt.

Kampens badebold:
Der er et samlet hak i tuden til spillerne for at overlade initiativet til modstanderne og gå så meget ned i kadence, at man bringer en sejr i fare. Det er helt og aldeles unødvendigt, men desværre ikke første gang, at man ser det i denne sæson.

Perspektiver frem mod den kommende kamp:
I weekenden venter oprykkerne fra Rayo Vallecano og på papiret burde det være en overkommelig opgave, men PAS PÅ! Den lille klub fra Madrid-forstaden Vallecas er denne sæsons store åbenbaring og med en genopstanden Radamel Falcao i front har man gjort det over al forventning. Det er dog særligt på hjemmebane, at Rayo henter sine points, men det kræver en fuldblods-indsats fra Real Madrid-spillerne, for der er masser af god fodbold i den lille nabo.

BEMÆRK! Vi bruger cookies.

Ved at benytte hjemmesiden accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Læs mere

Jeg er indforstået

Hvorfor informerer vi om cookies?

Alle danske hjemmesider skal informere om cookies, der afsættes på brugerens udstyr. Informationen skal være i overensstemmelse med ”Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af og adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr”.

Vi benytter cookies til:

  • Optimering af teknisk funktionalitet
  • Integration til facebook.com
  • Integration til vores annoncører, herunder Google AdSense

Ønsker du ikke at tillade cookies, kan du finde en vejledning her til at slette/slå dem fra i din browser. Vælger du at slette cookies, vil en del funktioner på madridista.dk ikke fungere hensigtsmæssigt for dig. Fx vil det ikke være muligt at logge på debatforum.