Referat: Real Madrid – Rayo Vallecano 2 – 1, LaLiga, 13. spillerunde

Real Madrid spillede i går aftes halvanden god halvleg imod Rayo Vallecano, men i de sidste 20-25 minutter kom man under hårdt pres. Carlo Ancelottis mandskab fik dog for tredje kamp på stribe hevet en 2-1-sejr i land, så man i skrivende stund er tilbage på førstepladsen i LaLiga.

På trods af en god Rayo-chance efter blot et halvt minuts spil satte Real Madrid sig hurtigt på kampen, og der gik ikke længe, før Vinícius fik sparket bolden i kassen. Målet blev dog korrekt annulleret for offside, men det var et Real Madrid-hold, der pressede godt på, og som også fik lov at køre nogle hurtige omstillinger imod et Rayo-mandskab, der var kommet til Santiago Bernabéu for at stå højt på banen og spille med.

Efter et kvarters spil tog Real Madrid føringen på en scoring af Toni Kroos. Det var tyskeren selv, der med hovedet fik snittet bolden i dybden til Vinícius, der fandt Marco Asensio på højrekanten, som kunne spille Kroos fri på kanten af feltet. I vanlig Kroos-stil blev den sat ind med en hård inderside uden chance for keeperen.

Den anden scoring kom kort før pausen. Selvom David Alaba spillede som centerback, havde østrigeren bevæget sig ud til venstre, hvorfra han fik slået et fænomenalt indlæg til Karim Benzema, der blot skulle sætte indersiden på. Han er nu oppe på 14 scoringer og otte assists på 15 kampe.

I anden halvleg fortsatte Real Madrid til at starte med den gode energi og kom frem til mange store chancer. Vinícius havde en forrygende dribletur, som han desværre ikke fik afsluttet med en scoring, Asensio havde en friløber samt en stor afbrænder med højrebenet tæt foran mål, og Karim Benzema brændte en stor chance efter flot forarbejde af Vinícius og Ferland Mendy.

Real Madrid skulle tydeligvis have kendt sin besøgelsestid, fordi herfra gik det kraftigt ned af bakke. Rayo vandt skudstatistikken i anden halvleg med 15-8, og Bébé stod efter 75 minutter for en af de større chancer, da han udnyttede Real Madrids passive forsvarsspil og fik sparket bolden hårdt på stolpen. Blot ét minut senere fik Radamel Falcao reduceret, da hans hovedstød via en Alaba-afretning snød Thibaut Courtois og røg i nettet.

I overtiden var Rayo ekstremt tæt på at udligne tæt foran mål efter et hjørnespark. Her var Kroos dog vågen og fik clearet bolden lige foran mål, så Real Madrid endte med at indkassere de tre point efter nogle hårde sidste 20 minutter.

Kampens spiller:
Der var ingen, der for alvor spillede en pragtkamp, men Kroos stod trods alt stærkest i billedet. Tyskeren holdt som altid en høj afleveringsprocent, scorede selv til 1-0 og reddede Real Madrid på stregen i slutminutterne. Han kunne også nemt have fået en assist, hvis Asensio havde scoret på sin friløber.

Kampens badebold:
Igen går vi med den kollektive nedsmeltning. Denne gang kom den senere end imod Shakhtar Donetsk i midtugen, men med den slags passivitet kan Real Madrid komme i problemer imod alle. Spørgsmålet er, om det skyldes mangel på koncentration, eller at Ancelotti skifter så sent, at startspillerne er for trætte, og indskiftningsspillerne ikke når at sætte sit præg. Men det skal fikses!

Perspektiver frem mod den kommende kamp:
På grund af landsholdpausen er der 14 dage til Real Madrids næste kamp imod Granada, og denne gang kommer pausen mere belejligt end sidst, hvor man ikke havde vundet i tre kampe. Forhåbentlig kan spillere som Fede Valverde, Rodrygo og Gareth Bale blive klar igen, og Ancelotti får tid i tænkeboksen til at overveje, hvordan han skal få Real Madrid til at holde niveauet over 90 minutter.

Seneste artikler...