Ancelotti: Vi spillede med frygt i ti minutter
Real Madrid fik tredje 2-1-sejr på stribe i går aftes imod Rayo Vallecano. Det var en kamp, hvor Real Madrid var heftigt på bagbenene i slutningen af kampen, og det kom Carlo Ancelotti også ind på efterfølgende på pressemødet.
Om kampens forløb sagde italieneren:
- Jeg så et hold, der spillede godt i 80 minutter. Vi havde mange chancer, og jeg mente, at vi havde behov for det tredje mål for at lukke kampen. Det kom aldrig, og da de scorede, havde vi ti minutter med frygt, og det led vi under, men vi skal se på det store billede. Det er usædvanligt for Karim (Benzema, red.) at misse de chancer, vi havde i dag (i går, red.). Jeg er tilfreds, fordi Rayo spiller godt og presser flot.
- Hvis kampen var sluttet efter 80 minutter, kunne vi have sagt, at det var vores bedste præstation i sæsonen, men vi var ude af stand til at omsætte de chancer, vi havde, og så indkasserede vi. Fra da af kunne vi ikke tage risici i vores spil. De ventede på, at vi tabte bolden for at kunne spille på kontra.
Ancelotti tog Marco Asensio og Karim Benzema ud efter 83 minutter og erstattede dem med Lucas Vázquez og Eden Hazard, sidstnævnte som falsk 9’er. Til sidst kom også Nacho på banen i stedet for Dani Carvajal, og om de beslutninger sagde Ancelotti:
- Jeg skiftede Karim ud, fordi han var træt, og Marco, som spillede en stor kamp. Og en ændring mere i slutningen af kampen for at få mere højde til dødboldsituationerne.
- Asensio har evnen til at spille som kantspiller eller mere centralt. Han kombinerede godt med Carvajal i dag (i går, red.) og scorede tre gange imod Mallorca som central midtbanespiller. For mig er det vigtigt, at han føler sig vigtig på holdet, og det er han. Han skabte en fantastisk assist for Kroos og spillede godt defensivt. Han spillede godt sammen med Karim og Vinícius. Jeg er meget glad for hans præstation.
Barcelona smed tidligere på lørdagen en 3-0-føring over styr imod Celta Vigo og fik i stedet 3-3, og om catalonierne sagde Ancelotti:
- Det er svært for mig at snakke om Barcelona og deres situation. Jeg har meget respekt for klubben og for Xavi (Barcelonas nye cheftræner, red.). De har kvalitetsspillerne til at få dem ud af denne situation. Det er en overraskelse, at Barcelona sakker bagud, men jeg tror på, at de kan vende det, fordi det er en meget lang sæson, og ligaen er meget konkurrencedygtig. Ligaen bliver ikke vundet med 100 point, alt kan ske.
