Madridista.dk kårer månedens spiller

Vini månedensspiller oktober

Veni, Vidi, Vinícius; Real Madrids brasilianske guldfugl er i gang med at cementere sig som en af klodens bedste spillere.

Nok er vi en uges penge inde i november måned, men jeg har skam ikke glemt jer. Jeg skylder jer en artikel om Madridista.dk Månedens Spiller for oktober, hvor kapløbet om den fornemme pris aldrig for alvor var tæt. 

Derfor skal vi hygge nu. Det ved I. Ud efter kaffen, madridistas. Alternativt lidt andet godt til ganen....... måske brunsviger med flødeskum? Sidstnævnte klassiker, i min familie forstås, bliver i hvert fald et lille indskudt tema i denne måneds skriv.

Lyttere af vores forrygende podcast (sagt i al ydmyghed) kender med overvejende sandsynlighed til Gammelfar og undtergnedes væddemål, så fangede man ikke ovenstående brunsviger-reference, skylder man sig selv at drible ind forbi Madridista.dk Podcast og blive en del af vores virtuelle rejse.

Foruden et par ord om månedens spiller, skal vi også en tur forbi månedens hold, et indslag fra twitter, et par af de store skuffelser i oktober måned, nogle lækre statistikker og en afrunding på hele herligheden, hvor vi kigger lidt frem i kampkalenderen.

Månedens spiller på madridista.dk: Vinícius Jr.

Det er anden gang i sæsonen, at Vini Jr. løber med Månedens spiller på madridista.dk. Den her gang efter 116 afgivet stemmer i løbet af oktober måned.

Real Madrids lille brasilianske troldmand på venstrekanten startede ellers måneden skidt ud med sine holdkammerater mod Espanyol, hvor Los Blancos tabte 2-1 på Estadi Cornellà-El Prat. Dette krediterede vores brugere med at smide en gennemsnitskarakter på 1,8 efter spansk fodbolds helt store guldfugl - Vini Jr. krediterede med fremragende pæstationer resten af oktober.

Således nappede Vini Jr. kampens spiller hele to gange i oktober måned. Første gang for sin præstation på udebane i Champions League mod Shakhtar Donetsk, som Real Madrid vandt 0-5, hvor han landede en gennemsnitskarakter på 4,8. Los Blancos' brasilianske vidunderdreng lavede to mål og et oplæg i nedsablingen af ukrainerne. Han rundede oktober måned af med at høste højeste gennemsnitskarakter mod Elche på svimlende 4,7, og det manglede da også bare efter et par magiske scoringer af Vini Jr., der er et gensyn, hvis ikke flere, værd. 

Vini Jr. endte med en gennemsnitkarakter for oktober måned på 3,6. Han landede en karakter på 4 efter strabadserne mod Barcelona, hvor særligt Mingueza smagte på troldmandens egenskaber på bolden. Så meget at Koeman faktisk flåede spanieren ud i pausen og erstattede ham med Coutinho. Vini Jr. var mere usynlig i den efterfølgende kamp mod Osasuna, hvor Real Madrid skuffede på Santiago Bernabéu - 2,9 sneg brasilianeren sig op på efter den kamp.

Der er meget mere Vini Jr. senere i det her skriv, hvor vi skal dykke lidt ned i statistikkerne på grønsværen, men først vil jeg lige stille skarpt på et par af de mere negative historier i Real Madrids trup i oktober måned.

Bambi Vázquez på glatis - usynlige Hazard

Det havde været for nemt for mig at pille Nacho ud som månedens ringeste indslag i oktober efter spanierens miserable kamp mod Espanyol, hvor han slet og ret kostede Real Madrid point efter en række forfærdelige indgreb. Han er imidlertid blevet straffet nok allerede, eftersom Ancelotti valgte at se bort fra den rutinerede forsvarsspiller resten af oktober måned.

Jeg har i stedet for valgt at hive Vázquez og Hazard frem, som et par af de dårligste spillere i oktober måned. Nødvendigvis ikke ifølge undertegnede, men ifølge jer, vores fantastiske brugere på madridista.dk, som var svært utilfredse med de to spilleres middelmådighed i oktober. 

Real Madrids belgiske marginalspiller klokkede en gennemsnitsbedømmelse ind på 2,1 og en af spansk fodbolds mest værdifulde breddespillere kunne lige akkurat snige sig op på 2,2. Det er selvfølgelig ikke godt nok, og de høstede også to gange kampens dårligste spiller i oktober - en hver. 

Det er ikke nogen hemmelighed for dem, der lytter til vores podcast og kender undertegnede fra forum, at jeg holder rigtig meget af Vázquez, da jeg mener, han er en vidunderlig spiller at have i truppen, fordi han kan dække flere pladser og oftest gør det til UG, kryds og slange, selvom forum tydeligvis ikke deler samme holdning. Sådan helt generelt. Jeg køber imidlertid præmissen om, at han ikke har haft den bedste start på sæsonen, hvorfor jeg ikke kan klage over jeres bedømmelse (eller skal jeg sige fordømmelse) af ham.

Jeg kunne i øvrigt også have peget på Casemiro, der nødvendigvis heller ikke havde en pæn måned spillemæssigt i oktober!

Mere Vini Jr. - mål, oplæg..... ja, bare lidt statistik

Vini Jr. bidrog med fire mål og ét oplæg i oktober måned, ligesom han var allestedsværende i Real Madrids angreb og en konstant trussel for modstanderens defensive linje. 

For sæsonen lyder brasilianerens statistik på ni mål og syv oplæg i bare 16 kampe for Real Madrid. Det betyder også, at han blot mangler at lægge syv mål yderligere på resten af sæsonen for at sikre undertegnede brunsviger med flødeskum. Jeg vil faktisk gå så vidt, da det ikke er en del af vores væddemål, at Vini Jr. rammer 20+ mål i indeværende sæson #nojinx. 

Vini Jr. snitter herudover (jf. whoscored) 2,8 skud pr. kamp, 2,1 nøgleafleveringer pr. kamp, en afleveringsprocent på 85,5 pr. kamp, 3,1 driblinger pr. kamp og så hiver han 1,8 frispark pr. kamp over hele sæsonen. Han er med andre ord i gang med at sætte en ganske flot sæson sammen.

Brugernes ord om Vini Jr.

Der blev ganske naturligt skrevet en del positive linjer om Vini Jr. på madridista.dk i oktober måned, også i kommentarsporet i bedømmelserme af ham efter Real Madrids kampe, og det er netop de kommentarer, som jeg kommer til at dykke lidt ned i nu.

Jeg har valgt at tage udgangspunkt i brasilianerens tre kamp, hvor han scorede gennemsnitskarakteren 4 eller derover.

Vini Jr. var her, der og alle vegne i Los Blancos' 0-5 sejr på udebane over Shakhtar Donetsk i Champions League, og Kayed99 opsummerede brasilianeres kamp bedre end nogen anden:  

"Wow, wow, wow"

Det simple er nogle gange bare det smukkeste!

Brugeren Jensen opfangede meget mere end Mingueza i første halvleg mod Barcelona, som han valgte at knytte følgende kommentar på:

"Leger med dem hele første halvleg, vidunderlig underholdning"

Vi var alle sammen underholdt...... alle sammen pånær Mingueza.

Vini Jr. er ofte blevet skudt i skoen, også på vores eget ellers saglige forum, at han aldrig skulle være købt, at han blev købt for dyrt, at han aldrig ville udvikle sig til en stjerne osv. osv. osv. og her havde Thomaskjensen en lille fin bemærkning efter brasilianerens smukke kamp mod Elche:

"Hvem var der sagde at ham her aldrig blev god nok?"

Jeg ved godt, hvem jeg kunne kalde ud i forhold til netop det her, men jeg vælger at la' være for den gode stemnings skyld. Jeg vil i stedet for glæde mig over, at Vini Jr. for alvor er stemplet ind på den europæiske fodboldscene. Det gælder nok alle, madridistas. Vi har sukket efter en showman i laaaaaang tid. 

Twitters Månedens Spiller

Vores fantastiske brugere på twitter er ligeledes gået med Vini Jr. som månedens absolut bedste spiller i en lille hurtig afstemning, hvor Real Madrids brasilianske vidunderdreng nappede hele 71,6% af stemmerne.

Karim Benzema løb med 20,3% af stemmerne, David Alaba 8,1% og så blev der i denne omgang ikke afgivet en stemme på fjerde mulighed i afstemningen. 

Månedens Real Madrid-hold

Benzema, Vini Jr., Alaba, Militão, Carvajal og Courtois er de eneste gengangere fra seneste Månedens Real Madrid-hold, der blev formet i september.

Der er således hele fem ændringer på Månedens Real Madrid-hold for oktober i forhold til seneste måned. Rodrygo glider f.eks. ind på holdet med en gennemsnitskarakter på 2,8 og snupper pladsen fra Asensio, der havde højrekanten for september måned med en gennemsnitskarakter på 3,1 - altså 0,3 gennemsnitspoint højere end brasilianeren. 

Casemiro, Modric og Kroos snupper de tre midtbanepladser fra Camavinga, Isco og Valverde. Herudover overtager Mendy tjansen fra Nacho, der som bekendt ikke fik den store spilletid i oktober. Det var en måned på det jævne for Real Madrids ellers fremragende tremandsmidtbane, der havde svært ved at sætte sig på kampene og vinde midtbaneslagene i de forskellige kampe.

Heldigvis steppede midterforsvaret med Alaba og Militão op, ligesom Vini Jr. reddede kastanjerne ud af ilden for Real Madrid i flere tempi i oktober måned, når holdet havde mest brug for brasilianerens magi på venstrekanten. 

lineup

Afrunding

Det store spørgsmål efter september måned var Real Madrids vaklende defensiv, og man må bare sige, at Militão og Alaba endelig har fundet ind i en god indbyrdes forståelse i det centrale forsvar, der har stabiliseret Los Blancos' defensiv betragteligt. Herudover er Mendy og Carvajal tilbage på grønsværen for fuld blus, hvilket selv sagt også er en af grundene til, at det hele ser en kende bedre ud defensivt. 

Real Madrid mangler faktisk bare, at Casemiro også finder de gode brasilianske toner frem igen, men det må så være det store mål for Ancelotti i november måned, når spillerne vender tilbage fra landsholdspausen.

Herudover bliver det spændende at følge kampen om højrekanten: Glider Rodrygo ind på holdet igen efter landskampspausen, hvor han efter sigende skulle være sin mindre skade kvit igen? Har Asensio spillet sig tættere på holdet? Hvad med Bale, der er udtaget til det walisiske landshold? Og så er der Vázquez? Mulighederne er mange for Ancelotti, men det er blot et luksusproblem, som han nok skal få det bedste ud af.

Apropos Ancelotti, så høstede han en gennemsnitskarakter på 2,8 for oktober måned. 

Real Madrid har tre kampe tilbage i november måned. Efter landskampspausen skal madrilenerne en tur til Granada, der ikke har ramt de rigtige tangenter i indeværende sæson. Herefter venter mægtige Sheriff Tiraspol i Champions League, hvor Real Madrid, om nogen, har revanche til gode efter blamagen på Santiago Bernabéu i den omvendte kamp. November bliver rundet af med topopgøret mod Sevilla på Santiago Bernabéu. Her skulle Real Madrid gerne hente tre point og lægge lidt afstand til Lopeteguis drenge i den spanske topstrid.

Og her til sidst: Hvis man ikke allerede har oprettet en bruger, så er det med at få det gjort, så man kan være med til at få indflydelse på Madridista.dk Månedens Spiller resten af sæsonen. Man kan oprette en bruger lige hér.

Saludos blancos, madridistas
Daniel Andersen

BEMÆRK! Vi bruger cookies.

Ved at benytte hjemmesiden accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Læs mere

Jeg er indforstået

Hvorfor informerer vi om cookies?

Alle danske hjemmesider skal informere om cookies, der afsættes på brugerens udstyr. Informationen skal være i overensstemmelse med ”Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af og adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr”.

Vi benytter cookies til:

  • Optimering af teknisk funktionalitet
  • Integration til facebook.com
  • Integration til vores annoncører, herunder Google AdSense

Ønsker du ikke at tillade cookies, kan du finde en vejledning her til at slette/slå dem fra i din browser. Vælger du at slette cookies, vil en del funktioner på madridista.dk ikke fungere hensigtsmæssigt for dig. Fx vil det ikke være muligt at logge på debatforum.