Dit landsholdsoverblik: Hvad der er på spil for Real Madrids 12 landsholdsspillere

Real Madrid har i den kommende landsholdsperiode tolv spillere afsted på landsholdstjeneste. Karim Benzema er med for Frankrig, og det samme er Eduardo Camavinga – sidstnævnte dog for U21-holdet. Dani Carvajal repræsenterer omsider Real Madrid i Luis Enriques spanske landsholdstrup, Luka Modric er med for Kroatien og Luka Jovic for Serbien. Den brasilianske trio i form af Casemiro, Éder Militão og Vinícius skal i aktion for Brasilien, både Eden Hazard og Thibaut Courtois er med for Belgien, David Alaba skal repræsentere Østrig og skadesplagede Gareth Bale får måske igen minutter, når Wales skal i aktion.

For alle spillerne på nær Camavinga handler det om kvalifikation til VM i Qatar i 2022, og for alle de europæiske spillere er det de sidste runder i kvalifikationen, der afvikles i den kommende periode. Her følger et overblik.

Carvajal, Spanien:
Spanien har haft deres hyr med Sverige, som man med to kampe tilbage er to point efter, og derfor ligger man blot til playoff i skrivende stund. Først skal man op imod Grækenland på udebane på torsdag, inden man søndag – hvis nødvendigt –  kan afgøre det hele i hjemmebanekampen imod svenskerne. Også Brahim Díaz, der er på lån i AC Milan, er i øvrigt med.

Benzema, Frankrig:
Frankrig ligger lunt på førstepladsen i deres gruppe, og de skal blot bruge ét point for at sikre kvalifikationen. Det kan ske i hjemmebanekampen imod Kasakhstan på lørdag eller udekampen imod Finland på tirsdag i næste uge.

Modric, Kroatien:
Modric var ikke med i Real Madrids seneste kamp, men han er alligevel med for Kroatien. Hvis han hed Gareth og var waliser, ville det nok skabe en del røre, men det lader til, at han slipper. I stedet skal han blot koncentrere sig om få skubbet Rusland væk fra førstepladsen. Kroatien er på den playoff-givende andenplads og kan ikke blive hentet bagfra, men med to point op til russerne, er der to vigtige kampe i vente. Den første på torsdag bør være en formsag ude imod Malta, og efterfølgende venter sandsynligvis en gruppefinale på søndag hjemme imod Rusland.

Bale, Wales:
Bale har ikke været i aktion siden tredje spillerunde i LaLiga, men nu kan han så småt arbejde sig tilbage i form for Wales. Belgien på førstepladsen er nok uden for rækkevidde, men man kan sagtens snuppe Tjekkiets andenplads, hvis man får høstet point i hjemmebanekampene imod Hviderusland (lørdag) og Belgien (tirsdag i næste uge).

Hazard og Courtois, Belgien:
Det bør være formaliteter for Belgien at få det sidste afgørende point i gruppen, der sikrer førstepladsen. Det kan man enten gøre i hjemmebanekampen på lørdag imod Estland eller i udebanekampen imod Wales den efterfølgende tirsdag.

Alaba, Østrig:
Østrig har udspillet sin rolle i Danmarks pulje. Ikke engang andenpladsen kan man nå, så Alaba kommer ikke med til VM. Med Real Madrid-briller kan man derfor håbe, at han ikke får så meget spilletid i hjemmekampene imod Israel på fredag og Moldova på mandag.

Jovic, Serbien:
Serbien skal kæmpe med næb og klør for at holde på førstepladsen, hvor Portugal med en kamp i hånden blot er ét point efter. Serbien mangler altså kun én kamp, så først venter en ligegyldig venskabskamp imod VM-værterne, Qatar, hvorefter der er dømt gruppefinale på udebane imod Portugal på søndag. Serbien er dog som minimum sikret playoff via andenpladsen.

Casemiro, Militão og Vinícius, Brasilien:
Vi har ikke nået de afgørende runder endnu i den sydamerikanske kvalifikation, men det ser allerede fint ud for Brasilien. Man har førstepladsen med seks point ned til Argentina og hele 14 ned til Ecuador på tredjepladsen, som endda har spillet en kamp mere. Der venter dog et par svære kampe. Først imod Columbia hjemme på fredag og derefter imod Argentina på onsdag i næste uge – hvis de da kan få styr på cirkusset denne gang og afvikle opgøret.

Camavinga, Frankrig U-21:
Her gælder det en hjemmekamp imod Armenien og en udebanekamp imod Nordmakedonien, og målet er at komme med til U-21 EM i 2023. Frankrig er allerede nummer ét i gruppen, men Camavinga kan hjælpe franskmændene med at komme tættere på endegyldig kvalifikation.

Seneste artikler...

Annonce