Real Madrid meldes tæt på Julián Álvarez
Real Madrid bliver konstant sat i forbindelse med et hav af spillere, men der er alligevel et navn, som i de seneste mange uger er dukket op igen og igen og nu tegner der sig et billede af, at en handel kan være nært forestående.
Der er tale om det 21-årige angrebs-talent, Julián Álvarez, der til daglig spiller i River Plate og han betegnes som det næste argentinske vidunder, hvilket hans statistik for indeværende sæson da også taler om.
I de foreløbige 16 kampe har han nemlig scoret intet mindre end 15 mål og lavet 6 assists, mens han samlet set har lavet 31 mål og 23 assists i sine 90 kampe for River Plate. Han beskrives som en angriber med en god teknik og som er hurtig og fysisk stærk, samt sparker godt med begge ben.
Han har tidligere været til prøvetræning i Real Madrid, men på grund af de komplicerede regler med at hente unge spillere, blev en handel ikke til noget dengang, men i den spanske hovedstad har man holdt nøje øje med ham og nu spekuleres der i en januar-handel.
Julián Álvarez har kontraktudløb med udgangen af 2022 og hans frikøbsklausul er på 25 millioner €, hvilket må betragtes som overkommeligt for så stort et talent og samtidig har Real Madrid et ønske om at skille sig af med både Luka Jovic og Mariano Díaz.
