Real Madrid tæt på kapital-indsprøjtning på 400 millioner €
Ifølge spanske El Confidencial er Real Madrid ved at lægge sidste hånd på en kontrakt, hvor man sælger de ikke-sportslige aktiviteter på det nye Estadio Santiago Bernabéu til det amerikanske investeringsfirma, Key Capital, for intet mindre end 400 millioner €.
Det store beløb er en seriøs saltvands-indsprøjtning til Real Madrid, som går en sommer i møde, hvor man gerne vil investere stort i spillertruppen og Key Capital får dermed ansvaret for alle aktiviteter på Estadio Santiago Bernabéu i en årrække.
Real Madrids samarbejde med Key Capital går flere år tilbage og de var også i spil som hovedsponsorer for den europæiske Superliga, som Florentino Pérez har været varm fortaler for, netop for at kunne klare sig i kampen mod de statsejede klubber, som truer med at overtage fodboldscenen i løbet af de næste år.
Det er endnu uvist, om Real Madrid får alle 400 millioner € på en gang eller om det bliver tale om betaling i rater, ligesom det også er uvist over hvor lang en periode, Real Madrid sælger rettighederne, men der bliver tale om en erfaren partner, som kan bringe aktiviteter og arrangementer til Estadio Santiago Bernabéu på de mere end 300 dage, hvor der ikke spilles fodbold på stadion.
Real Madrid har selv i en nylig udgivet video lagt op til, at man vil få tennis-kampe, samt opgør fra den amerikanske NBA- og NFL-liga, ligesom man også vil kunne afholde store konferencer, koncerter og andre shows, som Cirque de Soleil osv.
Real Madrid har herudover også en underskrevet aftale med det amerikanske selskab, Legends International, som skal understøtte klubbens digitale strategi.
