Ustyrlige Benzema: Mål eller assist hvert 64. minut

Karim Benzema har været i storform igen i denne sæson, men i modsætning til de sidste par sæsoner nyder det franske landshold nu også godt af angriberens spil.

I den netop overstående landsholdsperiode scorede han tre gange på to kampe, og i alt er det blevet til ni mål og to assists på 13 kampe, siden han kom tilbage på landsholdet.

I denne sæson har han i alt spillet 22 kampe for Real Madrid og Frankrig, og undervejs har han scoret 19 gange og lagt op til ni mål. Det giver et mål hvert 95. minut, mens han hvert 64. minut er involveret i en scoring.

I de senere år har tallene også været flotte uden dog at være helt oppe på denne sæsons bedrifter hidtil. I Real Madrids katastrofale 2018/19-sæson var Benzema et lyspunkt med et mål hvert 143. minut, og lægges assists oveni den ligning, er det et mål skabt hvert 105. minut. Sæsonen efter var det et mål hvert 147. minut, mens målinvolveringen lå på det samme gennemsnitlige minuttal som sæsonen forinden.

I sidste sæson formåede han at toppe de præstationer med et mål hvert 128. minut, og med assists oveni tog han del i et mål hvert 99. minut. Man forstår mildt sagt godt, at Didier Deschamps valgte at tage ham tilbage på landsholdet.

Seneste artikler...