Bettoni: Zidane ønskede, at spillerne skulle glæde sig til træning
David Bettoni var Zinedine Zidanes loyale assistenttræner i begge sidstnævntes perioder som cheftræner i Real Madrid, og til RMC Sport har den ligeledes skaldede franskmand åbnet lidt op for nogle af hans egne og Zidanes overvejelser undervejs.
Bettoni siger:
- Jeg havde mine egne idéer, fordi jeg var ungdomstræner i otte-ni år. Jeg spurgte Zidane: ’Hvad slags fodbold vil du gerne tilbyde som træner?’. Vi snakkede om spillets principper, forskellige systemer, hvordan vi skulle spille op nedefra.
- Vi snakkede mest om begrebet ’glæde’. Han fortalte mig: ’Når du hjælper mig med forberedelserne til træningen, vil jeg have glæde til at være centralt i øvelserne. Jeg vil have, at spillerne ønsker at komme tilbage til træning, når de kommer hjem’. Disse ord fra Zidane sad fast hos mig.
Yderligere siger Bettoni om Zidane som trænertype:
- Han er en atypisk træner, han snakker ikke meget om, hvad han gør foran medierne. Sådan har han altid været. Men når du snakker fodbold med ham, kan du fornemme, at han har været igennem en masse og har været trænet af store trænere, før han selv blev træner.
- Han har forberedt sig. Han har et virkelig vigtigt taktisk koncept, som han udlægger for sin trup og sine spillere. Zidane har idéer og bruger meget tid på at snakke med sine spillere individuelt.
Bettoni fortalte desuden, at Zidane opfordrede ham til at gå efter cheftrænerjobbet i Real Madrid, og han fortæller, at han er klar til at tage et cheftrænerjob i den franske Ligue 1.
