Spansk presse: Isco nægtede at fortsætte opvarmning

Ifølge flere spanske medier tog Isco det ilde op, at han ikke var blandt de første, der blev indskiftet i kampen mod Granada i weekenden.

Han varmede op sammen med Camavinga og Jovic, men da de blev kaldt hen til trænerbænken for at blive skiftet ind, stoppede spanieren sin opvarmning og satte sig tilbage på udskiftningsbænken, hvilket angiveligt førte til nogen utilfredshed hos Davide Ancelotti, som er assistenttræner for sin far, Carlo Ancelotti.

Efter en kort rådslagning mellem de to, endte det med, at Isco blev sendt på banen samtidig med Camavinga og Jovic.

Efterfølgende har Davide Ancelotti talt situationen igennem med Isco og internt har man besluttet ikke at straffe Isco for hændelsen og der er da heller ikke problemer mellem træner og spiller, hvilket Ancelotti betonede på det efterfølgende pressemøde.

Isco har kontraktudløb til sommer og har ikke udsigt til en forlængelse.

Seneste artikler...

Annonce