Ancelotti om oplægget til Vinícius' mål: Klassisk Jovic
Real Madrid vandt i går aftes for ottende gang i streg, og det var Carlo Ancelotti naturligvis tilfreds med på pressemødet efter kampen. Her sagde han om kampen:
- Det lignede, at kampen var ligetil, men det var den ikke, for Real Sociedad har høj kvalitet, og det faktum, at de ikke kunne vise al den kvalitet, er en ros til mit hold, som lagde en god kollektiv indsats for dagen. Jeg vil ikke tænke på at vinde LaLiga nu, og jeg ønsker ikke, at nogen tænker på det, fordi alle kampe er svære, og vi skal være rigtig kloge, fordi vores næste kampe kommer hurtigt.
Karim Benzema gik ud efter et kvarter med en skade, men Ancelotti var ikke synderligt bekymret:
- Karim havde et problem og følte lidt ubehag, og jeg ville ikke risikere noget. Jeg besluttede mig for at tage ham ud, og vi må se, hvordan han har det i de kommende dage. Jeg tror ikke, at han er tilgængelig for os tirsdag aften (imod Inter, red.), men måske er han på søndag.
Luka Jovic gjorde det godt i Benzemas fravær med et mål og en assist, og om ham sagde Ancelotti:
- Jeg mener, at han er en god angriber ligesom Mariano. Han har andre styrker end Karim. Han er mindre involveret i boldbesiddelsesfasen, men han er meget stærk fysisk og er virkelig god i én-to-situationer. Vinícius’ åbningsmål er klassisk Jovic, han bruger sin krop og lægger bolden til rette. Det andet mål var et typisk feltangriber-mål. Jeg vil lykønske ham, fordi han og de andre spillere, der ikke har fået så meget spilletid, slår til og nyder de muligheder, som jeg giver dem.
David Alaba og Éder Militão spillede begge en stor kamp, og dem havde Ancelotti også ros tilovers for:
- Det har begge store individuelle evner. De er ekstraordinære spillere. Militão er fysisk stærk og er fantastisk i luften. Kombinationen af deres kvaliteter er godt for holdet. De har spillet godt med målmanden bag dem, som også er stærk, og vi har været solide defensivt i den henseende.
