Ancelotti: Håber at være i Real Madrid, når det nye stadion åbner
Her to timer før kampstart er startopstillingen allerede ude, men vi kan lige nå at få med, hvad Carlo Ancelotti havde at sige om dagens kamp mod Getafe på gårsdagens pressemøde.
Indledende ønskede Ancelotti alle et godt nytår, og herefter snakkede han om Real Madrids forestående opgave:
- Holdet har trænet godt på trods af, at det er en underlig tid for alle. Vi har nogle spillere ude med Jovic og Vinícius, der stadig testes positive (for corona, red.), Carvajal og Bale, der stadig er på vej tilbage, og Camavinga, der er i karantæne. Vi tænker blot på at fortsætte med at kæmpe om trofæer. Det er en interessant periode, fordi vi er tilbage til at spille i LaLiga, vi har cuppen (Copa del Rey, red.) på onsdag, og derefter tager vi til Saudi Arabien til Super Cuppen også. Det er en afgørende periode for os.
Thibaut Courtois er blevet klar til kamp, selvom han indleverede en positiv coronatest kort før nytår, og om det sagde Ancelotti:
- Vi må vurdere situationen. Spilleren har det fint, selv da han gav den positive test. Han har ikke haft symptomer og har arbejdet på egen hånd derhjemme.
Om Eden Hazard:
- Han har det fint, han så ud til at være fuldstændig fyldt med selvtillid i den seneste kamp og viste sig flot frem med stor dedikation.
Barcelonas træner, Xavi, har været ude og brokke sig over cataloniernes mange postive coronatests for tiden og det faktum, at kampene stadig skal afvikles. Real Madrid var i en lignende situation i de sidste par kampe i 2021, og Ancelotti kommenterede følgende på debatten:
- Alle har sin holdning. Mange hold er påvirkede af det (Covid-19, red.), men der en protokol på plads, og den skal vi følge. Hvis det er i overensstemmelse med protokollen, så bør kampene blive spillet. Det er retfærdigt, fordi pandemien i store træk er under kontrol. Jeg er ikke læge, så jeg lytter til forskerne. Vi skal fortsætte, og det har vi også mulighed for at gøre.
Om næste sæson:
- Jeg ville elske at være i Real Madrid, når det nye stadion åbner. Jeg ved, at det er lidt egoistisk, men det er noget, der virkelig interesserer mig. Denne klubs fremtid er sikret. Det er en klub, der har konkurreret, fortsat konkurrerer og altid vil gøre det. Jeg er sikker på, at det mere end nogensinde vil være tilfældet i fremtiden.
