Real Madrid-duo med flere mål end 13 LaLiga-hold

Både Benzema og Vinícius har prøvet at have problemer med at score mål for Real Madrid.

I 2016-17 scorede Benzema blot 11 ligamål, mens den var helt gal i 2017-18, hvor det blev til sølle fem scoringer i LaLiga fordelt på 32 kampe.

Siden Cristiano Ronaldos afsked i 2018 har franskmanden dog formået at ramme modstanderens netmasker med noget større hyppighed. I 2018-19 og 2019-20 scorede han 21 mål i hhv. 26 og 37 kampe. I 2020-21 blev det 23 mål og i denne sæson er han allerede oppe på 17 mål i LaLiga i 20 kampe.

Benzemas mest produktive ligasæson for Real Madrid, målt på mål, kom tilbage i 2015-16, hvor han scorede 24 mål, dengang i blot 27 kampe, hvilket svarer til 0,88 mål pr. kamp. I denne sæson har han scoret 0,85 mål pr. kamp. Omregnet til minutter har han i denne sæson scoret et mål hvert 96. minut, mens det i 2016-17 var helt nede på et mål hvert 81. minut.

For Vinícius’ vedkommende har det handlet om, at det var mere end almindeligt svært for den brasilianske superdribler at omsætte gode muligheder til scoringer, men den tid er ovre. Vinícius har allerede scoret 12 mål i indeværende ligasæson, og dermed når duoen op på 29 mål.

Det er mere end 13 af holdene i LaLiga har formået. Således har Real Sociedad, Rayo Vallecano, Athletic Club, Espanyol, Osasuna, Granada, Celta, Mallorca, Getafe, Alavés, Elche, Cádiz og Levante alle scoret under 29 mål i denne sæson.

Sevilla og Barcelona har scoret to mål mere end Vinícius og Benzema, Valencia tre mere, Villarreal, Atlético og Betis har scoret fire mere.

Seneste artikler...