Kroos i ultimativ kærlighedserklæring: Vil afslutte min karriere i Real Madrid

Real Madrids elegante tyske spielmacher, Toni Kroos, har vundet mange Real Madrid-hjerter med sit uovertrufne overblik på den centrale del af midtbanen i sine otte sæsoner i verdens smukkeste fodboldtrøje.  

Den 32-årige tysker er helt bevidst om sin rolle som forbillede for alskens kommende Real Madrid-spillere. Det være sig såvel på som udenfor kridtstregerne. Således handler det for Kroos om at omfavne - omfavne fansene kærlighed og give tilbage, vise hvor meget Real Madrid betyder og har betydet for tyskeren.

Dette sætter han lidt flere ord på i et interview med tyske Sky Sport, der har været heldig at lande en interview-bid om Kroos' tanker i forhold til sin fodbold-fremtid.

- Jeg spiller med åbne kort. Dette er min ottende sæson i Real Madrid, som jeg har et utroligt forhold til, og dette vil jeg ikke risikere ved at spille poker. Jeg vil afslutte min karriere i Real Madrid, og det kommer også til at ske. Jeg valgte bevidst 2023 ved de seneste kontraktforhandlinger. Der er jeg 33 år, og det vil være et godt tidspunkt at begynde at reflektere over fremtiden, siger Kroos og fortsætter i samme dur:

- Jeg ved ikke, hvornår jeg vil trække mig tilbage. Det er svært at sige, om det bliver i 2023, et år eller to senere, men der er ingen stress. Jeg føler mig stadig godt tilpas, men det hele kommer til at afhænge af lysten. Jeg vil ikke fokusere på andet end Real Madrid. Jeg ved, hvad jeg har i klubben og klubben ved, hvad de har i mig, slutter tyskeren i sit interview med Sky Sport. 

Kroos har taget afleveringsspillet til et helt nyt niveau i sin tid i Real Madrid, hvor han endnu har til gode at snitte under 92% i såvel Champions League som LaLiga. Han snitter desuden en afleveringsprocent på svimlende 93,3% over 23.000 afleveringer på tværs af alle turneringer i sin tid i den spanske hovedstad. 

Tyskeren er på mange måder et forbillede for den næste generation af spielmachere, og han er, vigtigst af alt som madridista, også et enormt forbillede for fremtidige Real Madrid-spillere i forhold til klubfølelse, omfavnelse og gensidig respekt, hvilket havde klædt visse forhenværende Real Madrid-spillere, i stedet for at stikke halen mellem benene og søge lykken (penge, red.), hvor græsset nødvendigvis ikke er grønnere. 

Nyd ham så længe I kan, madridistas. Kapitlet med Kroos, men også Modric i den her sammenhæng, slutter på et tidspunkt. Herefter starter et nyt, men det er ikke sikkert, at det bliver lige så velskrevet. Derfor: Sæt pris på hans (og deres) enorme indflydelse på Real Madrids eminente boldspil på den centrale midtbane. 

Seneste artikler...