Referat: Ath. Bilbao - Real Madrid 0-2, Spansk Super Cup, finale

Real Madrid har sæsonens første titel i hus og den kom i land uden de store dikkedarer, for der var nemlig klasseforskel på de to mandskaber i gårsdagens kamp, som Ath. Bilbao altså endte med at tabe med 2-0.

Det var et fuldt fokuseret Real Madrid-hold, som fra start satte sig på opgøret og ikke levnede megen plads til Ath. Bilbao og anført af en veloplagt Luka Modric på den centrale midtbane så man et Real Madrid-hold, som gerne tog sig af boldbesiddelsen.

Baskerne havde i torsdags dygtighed til at nedkæmpe Atlético Madrid, men man lykkedes ikke på samme måde i denne kamp, hvor det selvfølgelig hjalp Real Madrids defensiv, at David Alaba alligevel var blevet klar. Østrigeren gav forsvaret en anden ro og hans store overblik forhindrede flere farlige situationer, når Ath. Bilbao nåede op omkring Real Madrids straffesparksfelt.

På højrekanten havde Rodrygo fået chancen fra start, idet Asensio var ude med en skade og den lille brasilianer viste gode takter og var også oplægger til Modric´ scoring efter 38 minutters spil, da han firsttimede brasilianerens tilbagelægning ind bag en chanceløs Unai Simón.

Det gav en fortjent pauseføring og Real Madrid fortsatte efter pausen, hvor man blev sat i gang af et straffespark, som dommer Soto Grado måtte ud og tjekke på video-skærmen, inden han dømte det. Situationen var, at Bilbao-forsvareren Yeray ramte bolden med armen på Benzemas afslutning og fodbold-reglerne foreskriver derfor straffespark. Fra 11 meter-pletten var Benzema sikkerheden selv.

Fem minutter før tid fik Ath. Bilbao en lignende mulighed for at reducere og skabe lidt spænding om resultatet. Et hovedstød ramte Eder Militaos arm og igen måtte Soto Grado konsultere videoskærmen og dømte korrekt straffespark og da denne situation blev betragtet som fratagelsen af en oplagt målchance, måtte Militao gå den tunge vej med et rødt kort.

Det er dog kun FIFA, som ikke har opdaget, at Real Madrid råder over verdens stærkeste målmand og Thibaut Courtois viste da også klassen, da han med foden parerede Raúl Garcías forsøg og dermed kunne Real Madrid sikre sig sæsonens første titel, hvilket ikke er en overraskelse, når man ser holdets styrke i forhold til de øvrige spanske hold.

Kampens spiller: Ingen ønsker at være uvenner med Malthe, så derfor går vi med Luka Modric 😉 Og det har da også sin fuldkomne berettigelse, for den lille kroatiske troldmand bliver man aldrig træt af at kigge på. Igen i går lod han hånt om sin alder og viste, at han fortsat er en verdensklassespiller.

Kampens badebold: Der var ikke rigtig nogen, som gjorde sig fortjent til en badebold, men i et opgør, som ser ud til at være afgjort efter 52 minutters spil, er det lidt ærgerligt, at Carlo Ancelotti ikke sparer nogle af holdets hårdt prøvede spillere lidt.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Der venter en uge med to opgør mod Elche. Først ude i Copa del Rey og dernæst hjemme i LaLiga. Sejren er et kæmpe boost for Real Madrid, som virker til at være tilbage på sporet efter et par bump på vejen i starten af det nye år.

Seneste artikler...