Valverde og Uruguay tog vigtigt skridt mod VM
Fede Valverde og Uruguay kæmper med næb og kløer om at komme med til VM i år, og senest fik de en afsindig vigtig sejr, da de på udebane slog Paraguay med 1-0. Fede Valverde spillede stort set hele kampen, idét han først blev skiftet ud i overtiden.
Det betyder, at Uruguay nu ligger på femtepladsen, hvilket giver adgang til en play-off-kamp om at komme med til slutrunden. Man har to point ned til den nærmeste forfølger og blot ét point op til Peru på fjerdepladsen, som ligger til at ryge direkte med til VM. Uruguay mangler blot tre kampe at spille, og ved midnat møder de tabellens bundprop, Venezuela.
Valverde har fået roser for sin præstation imod Paraguay, og på en pressekonference udtalte han sig om sin rolle på holdet:
- Jeg skal bidrage med mit. Jeg skal være en vigtigere spiller. Dette er en afgørende periode, og jeg skal holde hovedet højt, skubbe brystet frem og vise, hvorfor jeg er med. Der er en grund til, at jeg spiller for Real Madrid.
