Marca-interview med Rüdiger, del 2: Vil give mit hjerte
I går bragte vi første halvdel af Antonio Rüdigers interview med Marca, og her følger anden halvdel. Den første bid af interviewet sluttede med, at han bekræftede at have snakket med Carlo Ancelotti, og bagefter fik tyskeren følgende spørgsmål.
Hvordan var samtalen (med Ancelotti, red.)?
- Det var en meget imødekommende samtale. Han fortalte mig, at alle var meget glade for at få mig til Madrid, og det gør mig meget glad. Det er åbenlyst, at Ancelotti er en af dem, der gør Real Madrid meget stærke, men han er ikke den eneste. Der er Karim Benzema, Toni Kroos, Luka Modric, Casemiro… han fortalte mig, at de alle var meget glade, og det gør mig stolt. Det får mig også til at indse, at jeg har gjort det godt i disse seneste tre år, og det giver mig motivation til at gøre det endnu bedre hos Real Madrid.
Du kommer til en klub med 14 europæiske cups. Lægger det ekstra pres på en ny spiller?
- Ja, det er et pres, men det er Real Madrids historie. De er vant til at vinde, og sådan er mentaliteten: at vinde. Men deres vindermentalitet passer med min karakter.
På banen er du en leder. Vi så dig endda tirsdag (for det tyske landshold, red.) skændes med en spansk dommer, Del Cerro Grande, om et straffespark…
- Lederskab er noget, der kommer naturligt. Som forsvarsspiller skal du markere dig, snakke med dine holdkammerater… det er hvad, jeg prøver at gøre. Jeg kan lide at kommunikere godt, motivere. Jeg tror, at det kommer naturligt til mig, det er ikke et skuespil, det er bare sådan, det kommer ud.
Og hvordan er Rüdiger uden for banen?
- Jeg er det helt modsatte af, hvad du ser på banen. Jeg ser ikke mig selv som en superstjerne. Jeg er en normal fyr. Jeg er privilegeret, fordi jeg har et godt liv, fordi jeg spiller for meget store klubber, og det er derfor, at jeg vil give det, som folk og fodbold giver til mig, tilbage til samfundet. Jeg kan lide at hjælpe hospitaler og Sierra Leone (hans mors hjemland, red.). Jeg voksede op i et andet miljø, end hvad jeg befinder mig i nu. Vi var ikke ligefrem velhavende mennesker, men jeg har altid følt mig rig, fordi jeg har været sammen med min familie. For mig er familien den virkelige rigdom.
I disse dage har vi set den video, hvor du beder Hazard om ikke at tage til Madrid.
- Jeg husker det, jeg husker det… og i sidste ende blev han det år. Han smuttede en sæson senere efter at have vundet Europa League. Vi var sørgmodige den dag, han forlod os, men derefter var jeg glad på hans vegne, fordi jeg vidste, at Madrid var hans drøm, siden han var barn, hvilket han fortalte os. Han var stor fan af Zidane. Jeg er meget glad for at være sammen med Eden igen, nu i Madrid. Jeg ved, at det har været nogle hårde år for ham med mange skader og problemer, men jeg håber stadig, at Madrid-fans får den Hazard at se, som jeg spillede med, fordi han var uden tvivl en af de bedste spillere i verden.
Du er en forsvarsspiller, der ud over at forsvare kan lide at gå med frem.
- Ja, sådan er det. Der er bestemte områder på banen, hvor du kan være farlig, og jeg forsøger at score så mange mål som muligt. Jeg har stort set altid spillet på hold, hvor vi har haft boldbesiddelse, og det har hjulpet mig meget. Jeg har allerede sagt, at fodbold er delt op i kapitler, og i hvert kapitel er jeg vokset som spiller.
Hvordan ser du din første dag i Madrid og din præsentation for dig? Hvad kommer du til at sige til madridista’erne? Har du allerede tænkt over det?
- Det er nemt for mig, hvad jeg kommer til at sige til madridista’erne og mine holdkammerater, og jeg kan sige det lige nu og her. Jeg vil give mit hjerte i alle kampe og enhver situation. Det kan jeg love. Jeg kommer til at give mig 100% hver dag.
Kommer vi til at se dig til VM?
- Ja. Jeg er glad for at komme til at spille imod Spanien, fordi hvis du vil vinde VM, så skal du slå de bedste. Spanien er en af de bedste. Sidste kamp imod dem var meget smertefuld, meget hård. Og nu, hvor jeg tager til Spanien, gør det mig endnu mere spændt – i spaniere har ramt mig med det samme. Jeg er bestemt meget glad for det skridt, jeg har taget.
