Real Madrid sætter pris på Mayoral: 10 millioner euro

Real Madrid står med en håndfuld spillere, som man gerne vil afhænde for den rette pose penge i sommerens transfervindue - en af disse spillere er ikke overraskende Borja Mayoral.

Den 25-årige spanske angriber har kontraktudløb med Real Madrid i sommeren 2023, hvorfor indeværende transfervindue er sidste udkald, hvis man vil score lidt mønt på spanierens målnæse.

Spansk presse mener imidlertid at vide, at Mayoral håber på at kunne overbevise Carlo Ancelotti om sine kvaliteter i sommerens pre-season, fordi han gerne vil blive i klubben.

Real Madrid er efterhånden tyndt besat på angrebspositionen i klubben, hvor spillere som Mariano, Latasa og Mayoral kæmper om pladserne som anden- og tredjeviolin til Karim Benzemas urørlige position i truppen som verdens bedste fodboldspiller. 

Mayoral står umiddelbart med gode kort på hånden i denne angrebskabale, da Real Madrid også er i færd med at afsøge markedet for potentielle bejlere til Marianos underskrift, ligesom det synes mere sandsynligt, at Latasa spiller for Real Madrid Castilla eller en anden spansk klub (på leje, red.) i næste sæson. Derfor er det heller ikke et utænkeligt scenarie, at Mayoral bliver i Real Madrid som minimum i sæsonen 2022/23.

Flere spanske klubber sættes i disse dage i forbindelse med Mayorals offensive kvaliteter, herunder Getafe og Celta Vigo. Spansk presse rapporterer sågar, at førstnævnte klub skulle stå klar med en kontrakt frem til sommeren 2027, ligesom transfersummen heller ikke skulle være en hindring.

Mayoral har da også fine minder fra Getafe, som han spillede for i seks måneder i sidste sæson med seks mål og et enkelt oplæg i bagagen. 

Seneste artikler...