Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 8 - Casillas

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning, men i stedet for madridista.dk’s samlede. De foregående pladser kan ses i bunden af artiklen.


8
Iker Casillas


Født: 20. maj 1981

Position: Målmand
Periode i Real Madrid: 1999-2015
Kampe for Real Madrid: 725
Trofæer med Real Madrid:
5 x LaLiga
4 x Supercopa de España
3 x Champions League
3 x VM for klubhold
2 x Copa del Rey
2 x Intercontinental Cup
2 x UEFA Super Cup

Bedrifter i Real Madrid:
Næstflest kampe for Real Madrid: 725
Flest kampe i internationale turneringer for Real Madrid: 162
Flest kampe i UEFA-turneringer for Real Madrid: 157
Flest kampe i europæiske turneringer for Real Madrid: 155
Flest kampe i Champions League for Real Madrid: 152
Næstflest sejre i Champions League (af alle): 101
Flest clean sheets i Champions League (af alle): 57
Yngste målmand til at spille i (og vinde) en Champions League-finale: 19 år, 4 dage
IFFHS verdens bedste målmand: 2008, 2009, 2010, 2011, 2012
FIFPro World XI: 2008, 2009, 2010, 2011, 2012
UEFA Årets hold: 2007, 2008, 2009, 2010, 2011, 2012
Golden Foot: 2017
Zamora-trofæet: 2007-08
Bedste målmand i LaLiga: 2009, 2012 (prisen blev etableret i 2009)
LaLiga Fair Play Award: 2012-13

Iker Casillas blev født den 21. maj 1981 i Móstoles til far José Luis og mor Maria. Vi skal ikke høre meget om forældrene i denne artikel, men vi lægger alligevel ud med en anekdote, som inkluderer José Luis.

Da Iker var barn, kun syv eller otte år gammel, havde José Luis forsøgt sig med den spanske version af en Tips 13, La Quiniela. Der var 15 kampe på kuponen, og José Luis havde gættet korrekt på udfaldet af 14 af dem - han manglede kun bonuskampen. Under normale omstændigheder ville sådan en kupon betyde en gevinst på 8-9 millioner kroner, men den unge Iker glemte at aflevere kuponen. Faderen tog det dog forbavsende roligt.

- Nej, det var ikke noget vildt, bare lidt dumt. Det sker, sagde Casillas tilbage i 2004. Lang tid efter episoden fandt sted i slutningen af 80’erne.

- Pengene havde været rare, men han taler ikke så meget om det mere.

Da han var ni år gammel startede han i Real Madrids ungdomsrækker, og der skulle gå 25 år før han forlod klubben. Han er den bedste målmand i klubbens historie, måske endda den bedste i fodboldens historie.

- Og nej, jeg er ikke målmand, fordi jeg var dårlig på banen. Min far var målmand, og han gav mig hans tøj, kæmpe handsker og det hele, og det viste sig, at jeg er ret god, sagde en smilende Casillas tilbage i 2004, kun fem år inde i sin enorme Real Madrid-karriere.

Han er i hvert fald den målmand, sammen med Buffon og Neuer, der af IFFHS er kåret til verdens bedste målmand flest gange. Fra 2008 til 2012 var han fuldstændig urørlig på listen med fem priser i en tid hvor han vandt EM to gange (2008, 2012) og VM én gang (2010) med landsholdet, mens det blev til to mesterskaber (2008, 2012) og én Copa del Rey-triumf (2011) samt to spansk Supercopas (2008, 2012) med Real Madrid.

Allerede som 16-årig blev han for første gang udtaget til førsteholdstruppen, der skulle en tur til Norge for at møde Rosenborg i Champions League. Han sad i skolen en dag i november 1997 og talte om Real Madrid med sine venner, da skolelederen kom ind i klassen og bad om at få lov til at tale med Iker.

Snart efter sad han i en taxa mod Barajas-lufthavnen. Real Madrid havde nemlig ringet til hans mor, som havde ringet til skolen. Den unge målmand var udtaget til en Champions League-kamp i Norge og han skulle afsted med det samme.

- Jeg gik fra at sidde i skolen med min ven Julio til at sidde ved samme bord som Fernando Morientes, Clarence Seedorf, Fernando Sanz, Predrag Mijatovic, Davor Suker og Raúl González. Det var magisk og jeg vil altid huske det.

Casillas sad på bænken i hele kampen, som Real Madrid i øvrigt tabte med 2-0, men der skulle ikke gå lang tid før han fik chancen igen.

Den 12. september 1999 fik 18-årige Iker Casillas sin Real Madrid-debut på San Mamés mod Athletic Club i en kamp der endte 2-2. Tre dage senere blev han den yngste målmand til at spille i Champions League, bare 18 år og 177 dage gammel, i en kamp mod Olympiakos. Den kamp endte 3-3, så den unge keeper havde lukket fem mål ind i sine to første kamp. Ikke umiddelbart nogen drømmestart, men han spillede igen mod de senere mestre fra Deportivo La Coruña og norske Molde.

Derefter fik han en pause hvor enten Bodo Illgner eller Albano Bizzarri spillede. I oktober fik han en enkeltstående kamp mere, mod Atlético Madrid, og fra december stod han fast resten af sæsonen. I alt blev det til 27 kampe i La Liga, 12 i Champions League, fem i Copa del Rey og tre ved VM for klubhold i den første sæson. I alt 47 kampe med 50 indkasserede mål og 18 clean sheets.

I ligaen endte man på en skuffende 5. plads, så der var ingen Champions League i 2001-02, med mindre man da kunne vinde turneringen. Det gjorde man som bekendt med en sejr på 3-0 over Valencia i Paris, og det betød, at Real Zaragozas 4. plads ikke længere gav adgang til Champions League.

I 2000-01 var Casillas fortsat førstemålmand for Real Madrid. 34 kampe i ligaen og 11 i Champions League blev det, plus en optræden i Intercontinental Cup og endnu en i UEFAs Super Cup. Han startede også sæsonen 2001-02 som førstemålmand, men da vi nåede til februar, var det César Sánchez, der oftest tog plads imellem stængerne. Sánchez spillede de sidste 11 kampe i ligaen og samtlige kampe efter nytår i Champions League.

Han startede også inde i Champions League-finalen i Glasgow mod Bayer Leverkusen, men i det 68. minut måtte han udgå med en skade. Ind kom Casillas, nu 21 år gammel. Real Madrid var foran 2-1 på mål af Raúl og Zinedine Zidane, men Leverkusen lagde et hårdt pres. Casillas afviste dog forsøg efter forsøg tæt på hinanden, og kampen endte 2-1. Dén kamp kan måske bedst sammenlignes med Courtois’ finale i 2022.

Efter kampen brød Casillas ud i tårer, som man også så det flere gange senere i karrieren, men dengang i 2002 handlede det faktisk ikke rigtig om glæde.

- Det var mere vrede og frustration end glæde. Den tid på bænken gjorde ondt, men jeg lærte mere i den sæson, end nogensinde før, forklarede Casillas senere hen.

Senere den sommer blev han også Spaniens førstemålmand ved VM i Japan og Sydkorea. Det skulle egentlig have været den tidligere Real Madrid-målmand Santiago Cañizares, der skulle vogte det spanske bur, men Cañizares tabte en flaske aftershave på gulvet, og glasskårene beskadigede en sene i hans fod.

Han havde godt nok allerede deltaget i én slutrunde, da han sad på bænken under hele EM 2000, men det her var første gang, han deltog som førstemålmand.

Det var her, ved VM 2002, at “San Iker” blev født. Spanien mødte Irland i ottendedelsfinalen, og her reddede Iker Casillas et straffespark efter 63 minutter og to i straffesparkskonkurrencen. Spanien gik videre og Iker Casillas blev dødt “San Iker”.

- Iker er ikke menneskelig. Den dag han kom til jordan, skinnede lyset på hans hus, som ved Bethlehems porte, da Kristus blev født. Han er en engel, der er faldet fra himlen, Messias, den udvalgte, blev der bl.a. skrevet om den 21-årige målmand.

2002 var også året hvor han for første gang var at finde i top 3 over verdens bedste målmænd, kåret af IFFHS. Han fik en flot 2. plads efter Oliver Kahn. I 2003 fik han igen en 2. plads, denne gang bag Gianluigi Buffon. Så tog han et par år væk fra listen og i 2007 endte han som nr. 3, efter Gianluigi Buffon og Petr Cech.

Så var “San Iker” også færdig med julelegene og hvert eneste år fra 2008 til 2012, fem gange, toppede han listen, godt hjulpet på vej af to europamesterskaber (i 2008 og 2012) og et verdensmesterskab (i 2010).

Og hvis du ikke nåede at se ham i hans guddommelige topform, så var han lige så imponerende, som det ser ud her. Mens han ikke var lige så dominerende i feltet som Thibaut Courtois er det i dag, så var han en forrygende shotstopper med uvirkelige reflekser og fantastisk i én mod én-situationer.

På trods af, at Casillas var verdens bedste målmand i en årrække, så lykkedes det ham faktisk blot at vinde Zamora-trofæet én gang, nemlig i 2007-08, hvor han lukkede 32 mål ind i 36 kampe.

Det år underskrev Iker Casillas, i øvrigt sammen med Raúl, en “livstidskontrakt”, som automatisk ville blive forlænget, hvis de spillede mere end 30 kampe på en sæson. Daværende præsident, Ramon Calderon sagde dengang:

- Iker Casillas og Raúl er begge gået med til at blive i klubben resten af deres karriere. På denne dag, Valentinsdag, kan Iker, Raúl og Real Madrid sige til hinanden, at de elsker hinanden, de har brug for hinanden og de komplimenterer hinanden resten af livet. Jeg vil ikke tale om penge, men jeg kan fortælle, at de vil tjene mindre end hvad de fortjener, fordi det eksempel de sætter for de unge, og den entusiasme de udviser til fansene, kan man ikke sætte værdi på.

Casillas’ kontrakt gik til 2017 og Raúls til 2011. De ville blive forlænget ved 30 optrædender, men som vi ved i dag, så nåede ingen af dem at se deres kontrakter med Real Madrid løbe ud.

I 2009, som bare 27-årig, blev Casillas den målmand med flest kampe for Real Madrid, da han overgik Paco Buyos 454 kampe. I 2010 blev han anfører for klubben, da både Raúl og Guti forlod den spanske hovedstad.

Samme år ankom José Mourinho i Real Madrid, og i december 2012 blev Casillas droppet til en kamp mod Málaga til fordel for Antonio Adán, hvorefter Mourinho ytrede de berømte ord:

- Adán está mejor que Casillas.

Adan er bedre end Casillas. Real Madrid tabte kampen med 4-3 og Casillas var tilbage ugen efter, men forholdet var skadet. I januar 2013 blev Casillas skadet, og Mourinho hentede Diego López til klubben. Da Casillas kom tilbage fra skade, var López dog stadig førstevalget. Det blev Mourinhos sidste sæson, og sæsonen efter kom Carlo Ancelotti til klubben.

Casillas var dog stadig andetvalg, men spillede samtlige kampe i både Copa del Rey og Champions League. Begge turneringer blev vundet. I 2014-15 smuttede Diego López, Keylor Navas blev hentet ind, og Iker Casillas var igen førstevalg.

I juli 2015 tog en grædende San Iker afsked med den klub han havde elsket og repræsenteret i 25 år. På ingen måde en værdig afsked for klubbens største målmand. Ingen trofæer, ingen hyldestvideo, ingen fans.

725 kampe for Real Madrid. Den første som 18-årig. Det sidste pressemøde tog ni minutter, og så var han ude af døren. Jeg tror Florentino Pérez lærte noget den dag.

Læs om nr. 9 - Modric

Læs om nr. 10 - Marcelo

Læs om nr. 11 - Roberto Carlos

Læs om nr. 12 - Pirri

Læs om nr. 13 - Butragueño

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Tags: Spillerportrætter

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...