Referat: Real Madrid - Frankfurt 2-0, Europæisk Super Cup

Alaba supercup

Hermed følger referat af kampen mod Frankfurt, europæisk Super Cup:

Kort opsummering af kampen:
Real Madrid spiller ikke finaler. De vinder dem. De spanske Champions League-vindere var som ventet en alt for stor mundfuld for Frankfurt, som stort set ikke fik et ben til jorden i gårsdagens europæiske Super Cup-finale i Helsinki og tabte med 2-0.

Real Madrid leverede en solid indsats, hvor den rutinerede stamme af spillere viste, at de stadig har masser at byde ind med, mens ungdommens Fede Valverde spillede en pragtkamp med den sædvanlige energi og et drive, som pynter på alle hold. Nuvel, der er stadig lidt rust, som skal bankes af bentøjet og det var i perioder tydeligt, at det var Real Madrids første officielle kamp og derfor fik Frankfurt også den første store chance, da Kamada blev sendt alene igennem, men Courtois havde læst hans afslutning. Kort efter måtte Vinícius se sin afslutning blive reddet på målstregen.

Man skulle dog helt hen til otte minutter før pausen, inden Real Madrid bragte sig i front. Efter et hjørnespark, endte bolden hos Casemiro, som headede bolden tilbage til Alaba, der let kunne sende bolden i det tomme mål efter at Frankfurts målmand Trapp var kommet på afveje. Føringen var fuldt fortjent og holdt til pausen.

I anden halvleg fortsatte Real Madrid dominansen og man sad hele tiden med fornemmelsen af, at Ancelottis tropper havde et gear mere i tilfælde af, at det blev nødvendigt. Det blev det aldrig, dertil var klasseforskellen for stor og kampen fandt sin endelige afgørelse efter 65 minutters spil, da Vinícius spillede Benzema fri til scoring.

Herefter begyndte indskiftningerne at komme og med klare signaler til flere af spillerne. Første signal blev sendt til Odriozola allerede inden kampstart, idet han slet ikke blev udtaget til den endelige kamptrup. Men det må også have sat nogle tanker i gang hos Asensio, som ikke kom i kamp. Det samme gjaldt for Mariano, som knap har fået spilletid i optakten. Og såmænd også til Hazard, der blev holdt helt ude.

I stedet var der spilletid til Rodrygo og Ceballos og her må man sige, at førstnævnte skuffede og ikke lykkedes med meget. Ceballos kom ind sent og det gjaldt også for nyerhvervelserne Rüdiger og Tchouaméni. Førstnævnte kom ind som højre back i stedet for Carvajal, mens Tchouaméni afløste Kroos. Og så var der naturligvis spilletid til Camavinga også.

Kampens spiller:
Fede Valverde. Kan man andet end at elske den energi, han lægger for dagen? Men også en virkelig stærk kamp af Casemiro, som næsten ser doven ud i sit udtryk, men fik fat i rigtig mange bolde på den centrale midtbane.

Kampens badebold:
Ferland Mendy. Det var jo ikke en decideret dårlig kamp, men han blev aldrig rigtig gode venner med bolden. Rodrygo kunne også være en oplagt kandidat, men reddes af at han fik begrænset spilletid.

Perspektiverne frem mod den næste kamp:
Utrolig vigtig sejr i forhold til fortsættelsen. Der var masser af lyspunkter, selv om det også var tydeligt, at det var første kamp. Men de erfarne spillere viste, at de fortsat kan være med, mens de unge viste at de ville være med. Den sidste titel i denne sæson er ikke vundet endnu.

Seneste artikler...