Optakt: Almería – Real Madrid, LaLiga, 1. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

For Real Madrid starter LaLiga i aften, når man gæster oprykkerne fra Almería, som går ind til deres syvende sæson nogensinde i LaLiga. I både 2019/20- og 2020/21-sæsonen havde de ellers kvalificeret sig til oprykningsspillet til LaLiga, men i begge omgange blev de sendt ud af Girona. I sidste sæson vandt de dog den næstbedste spanske række, og dermed er de for første gang siden 2015 tilbage i det bedste spanske selskab.

Real Madrid går ind til sæsonen som forsvarende double-vindere, idét man vandt både LaLiga og Champions League i sidste sæson. Tilmed fik man senest et trofæ i onsdags, hvor Eintracht Frankfurt blev besejret i den europæiske Super Cup. Her så vi et Real Madrid-hold, der indledningsvist skulle banke lidt rust af, men alt i alt var det en overbevisende præstation og et trofæ, der kom i hus i sikker stil.

Det giver en god fornemmelse inden aftenens kamp, hvor Real Madrid med en sejr allerede kan distancere to af mandskaberne fra sidste sæsons top-4. Således lagde Sevilla ud med fredag aften at tabe til Osasuna, mens Barcelona i går aftes ikke kunne få bolden i kassen på hjemmebane imod Rayo Vallecano og således blot spillede 0-0 i sæsonens første kamp.

Det har ligget i kortene, at Almería skulle sælge deres stærkeste es i offensiven, Umar Sadiq, men nigerianeren er fortsat at finde i klubben, og således er den målfarlige angriber formentlig at finde i startopstillingen til aftenens kamp. Derudover har Almería forstærket sig med en masse unge spillere, ligesom flere af deres bærende spillere i sidste sæson også blot er i starten af 20’erne. På det seneste har de dog fået rutinerede LaLiga-kræfter ind i form af målmanden Fernando Pacheco, der rykkede ned med Alavés i sidste sæson og i øvrigt er tidligere tredjekeeper i Real Madrid. Derudover har man hentet angriberen Léo Baptistão, som har spillet i både Espanyol, Rayo Vallecano, Villarreal, Betis og Atlético Madrid men som i de seneste sæsoner har spillet i Kina og hjemlandet Brasilien.

For Real Madrids vedkommende bliver startopstillingen i aften noget mere spændende end i onsdags. Til Frankfurt-kampen havde Ancelotti lovet, at de spillere, der vandt Champions League i sidste sæson, fik lov at sikre dette ekstra trofæ. Italieneren har allerede lovet flere rotationer i denne sæson samt mere spilletid til Eden Hazard, så det skal blive spændende at se, om han i aften kører sikker stil med et genvalg fra onsdagens kamp, eller om vi allerede her ser nytænkning i startopstillingen. Sikkert er det i hvert fald, at Dani Carvajal er ude med skade, så vi får allerede i aften at se, om det er Lucas Vázquez eller Álvaro Odriozola, der starter som førstereserve til positionen. Derudover er Rodrygo ude af aftenens kamp.

Internt mellem de to klubber har der grundet Almerías få sæsoner i LaLiga ikke været mange indbyrdes opgør. Blot tolv kampe har de to klubber spillet imod hinanden – den første var den 15. september 2007 – og heraf har Real Madrid vundet ni, spillet to uafgjort og tabt én. Dét nederlag var dog helt tilbage i 2008, og faktisk har Real Madrid vundet med mindst tre mål i klubbernes seneste fem kampe. Man slog dem endda med 8-1 tilbage i 2011 med et hattrick fra ingen ringere end Emmanuel Adebayor.

For Real Madrid handler det om at være klar til kamp, for det kan nogle gange være en besværlig opgave at møde et oprykkerhold så tidligt og endda på deres egen hjemmebane. Villarreal gjorde det dog overbevisende af med Real Valladolid i går aftes, og forhåbentlig tager Real Madrid sig sikkert af endnu en oprykker i aften. Kampstart er klokken 22, og den kan ses på TV 2 SPORT X eller tv2 play.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Vázquez, Militão, Alaba, Mendy, Modric, Casemiro, Kroos, Valverde, Benzema, Vinícius

Seneste artikler...