Referat: Celta - Real Madrid 1-4, LaLiga, 2. spillerunde
Hermed følger referatet af kampen mod Celta, LaLiga, 2. spillerunde:
Real Madrid var i går aftes på besøg hos Celta Vigo og det store fokuspunkt var naturligvis udtrykket efter Casemiros exit og lad det bare være sagt med det samme: Der må være faldet en sten fra hjertet hos mange, for afløseren Tchouaméni gik ind og leverede en helstøbt præstation og fik dermed også taget revanche for den lidt grå debut, han fik ugen forinden.
Real Madrid endte med at vinde komfortable 1-4 og som cifrene antyder, var der fuldt styr på det opgør fra start til slut, også selv om Iago Aspas udlignede den føring, som Benzema havde givet Real Madrid efter 13 minutters spil. Begge scoringer sat ind på straffespark.
Carlo Ancelottis tropper lod sig dog ikke slå ud over udligningen og fortsatte presset mod Celtas mål, men først tre minutter inden pausen kom scoringen og hvilken en. Luka Modric tog et træk på tværs af banen og så hamrede han ellers bolden op i krydset. En fantastisk scoring af en fantastisk spiller.
Anden halvleg blev fuldstændig på Real Madrids præmisser og viste, at fremtiden er sikret, idet de unge folk Tchouaméni, Camavinga, Fede Valverde og Vinícius leverede fremragende præstationer, men det var Luka Modric som igen viste klassen efter 56 minutters spil sendte Vinícius ud på en friløber fra midten af banen. Opspillet var formidabelt. Tchouaméni erobrede bolden i eget straffesparksfelt og afleverede bolden til Modric, som hurtigt så at Vinícius var klar til en friløber, hvorefter han lagde en præcis aflevering op midt i banen, som Vinícius med en hurtig dribling sikrede sig en friløber på og så var det en smal sag at afdrible en meget passiv Celta-målmand og score til 1-3.
Ti minutter senere viste Vinícius igen sin imponerende hurtighed, da han blev sendt afsted på venstrekanten og sendte bolden ind foran mål, hvor Benzema ikke nåede frem til den, men det gjorde til gengæld fremstormende Fede Valverde, som sikkert sendte bolden i nettet.
Kampens smukkeste detalje kom dog 13 minutter før tid, da Luka Modric blev skiftet ud og modtog stående ovationer fra Celtas fans. En fantastisk rørende gestus.
Fem minutter før pausen fik Real Madrid tilkendt endnu et straffe. Indskiftede Antonio Rüdiger tog en spurt op af højrekanten og sendte bolden ind foran mål, hvor Benzema blev nedlagt af Hugo Mallo. Karim Benzema viste indskiftede Eden Hazard tilliden og lod ham sparke straffesparket, men helt symptomatisk for hans Real Madrid-karriere blev chancen brændt.
Kampens spiller: Der var masser af flotte præstationer, især blandt de unge spillere, men det bliver Real Madrids Gammelfar, Luka Modric, som får titlen. Vi skal huske at nyde kroaten, mens vi stadig har ham i klubben. En vaskeægte legende.
Kampens badebold: Der var ikke nogen dårlige præstationer, men Carvajal indledte opgøret med at sende en håbløs bold frem i banen, som straks blev omsnappet af Celta og skabte en farlig situation. Så den ender hos ham.
Perspektiver frem mod de kommende kampe: To udekampe, to sejre. Masser af lovende præstationer hos de unge folk. Der er grunde nok til at tro på dette mandskab, om end det naturligvis skal medregnes, at det ikke har været to modstandere fra øverste hylde.
