Benzema og Ancelotti hædret: UEFA årets spiller og årets træner

UEFAs prisshow for sæsonen 2021/22 blev i aften afholdt, og her var der hæder til Karim Benzema og Carlo Ancelotti, der henholdsvis vandt prisen som Årets Mandlige Fodboldspiller og Årets Træner.

Benzema vandt sin pris foran Manchester Citys Kevin de Bruyne på andenpladsen og holdkammeraten Thibaut Courtois på tredjepladsen efter en sæson, hvor han scorede 44 mål, vandt tre titler med Real Madrid og blev topscorer i både LaLiga og Champions League.

Benzema udtalte i forbindelse med modtagelsen af prisen:
- Jeg vil takke mine holdkammerater, min træner og klubbens præsident. Den store opbakning fra fansene hjalp os til at komme tilbage i kampene. For mig var returopgøret imod PSG den bedste dag i Champions League. Fansene løftede os virkelig, og det hjalp os med at kæmpe os tilbage. Ancelotti er den bedste træner i verden, han giver mig en masse selvtillid, og han er topprofessionel. Jeg er glad for, at han er min træner. Jeg er meget glad. Det er første gang, at jeg har vundet denne pris, men det vigtigste for mig at vinde trofæer med mit hold.

I afstemningen om årets spiller havde Real Madrid udover Benzema og Courtois to spillere med i top-10. Det gælder Luka Modric, der blev nummer fem, og Vinícius, der fik en niendeplads.

Ancelotti stod i spidsen for det Real Madrid-hold, der sikrede en Double med LaLiga og Champions League samt en spansk Super Cup oveni. Han vandt sin pris foran Liverpool- og Manchester City-cheftrænerne Jürgen Klopp og Pep Guardiola. Med titlerne blev Ancelotti den første træner i historien til at vinde fire Champions Leagues samt et mesterskab i hver af de fem største europæiske ligaer.

Ancelotti udtalte følgende, da han vandt prisen:
- Tak for denne pris. Tak til Arrigo Sacchi (tidligere italiensk toptræner, red.), som var en stor læremester for mig. Jeg vil takke mine spillere, min klub og min trænerstab. Jeg vil også takke fansene for deres støtte på disse utrolige og magiske aftener på Santiago Bernabéu. Og klubpræsidenten for at give mig chancen for at komme tilbage til Madrid. Også min familie, som har givet mig plads til at udføre mit arbejde. Der er ingen magisk formel til at vinde, men jeg er meget passioneret omkring spillet. Det handler også om kvaliteten hos de spillere, du træner. Det var en meget særlig sæson, fordi vi havde en virkelig god trup med en god blanding af veteraner og unge spillere. Der var et fantastisk sammenhold i omklædningsrummet og god kemi på holdet og med fansene.

Seneste artikler...