Ancelotti: Vi tænkte aldrig på at hente andre efter Tchouaméni
Carlo Ancelotti afholdt i går sit pressemøde forud for sæsonens første hjemmebanekamp her til eftermiddag imod Real Betis. Her følger de vigtigste punkter.
Om at vende retur til Santiago Bernabéu:
- Det er en god følelse at være tilbage på Bernabéu. Vi havde nogle gode stunder sidste år, og vi vil gøre det samme igen. Vi lægger ud med en kamp imod en topmodstander, som kommer for at spille med, og jeg håber, at vi viser os godt frem.
- Vores idéer kommer ikke til at ændre sig, og vi ønsker at beholde det samme system og bevare vores identitet. Vi presser hårdere på hjemmebane og vil forsøge at vise mere intensitet og aggressivitet. Det er en hård kamp, fordi Betis spiller god fodbold, de er i god form og spiller med selvtillid. Men vi er i god form, og nu starter sæsonen virkelig, fordi vi har kampe hver tredje dag. Holdet er klar til at konkurrere i alle turneringer.
Om Hazard:
- Han har det fint og arbejder godt. Han får en større rolle at spille end sidste år. Man kan ikke konkludere noget efter kun tre kampe, det skal vi gøre i slutningen af sæsonen.
Om at skulle erstatte Casemiro:
- Spillerne viser os vejen afhængig af deres evner. Camavinga spillede på positionen sidste år, og Kroos er enormt pålidelig. Det afhænger af, hvordan vi tilgår kampene. Hvis vi har en kamp under kontrol, kan Kroos give os meget, fordi han er så god med afleveringerne. Hvis der er mindre kontrol i kampen, og vi mangler energi, så har vi Camavinga og Tchouaméni. Tchouaméni har vist sin kvalitet. Han er en vidunderlig midtbanespiller, meget fokuseret på hvad han skal gøre, og han har været en utrolig tilføjelse til klubben. Han er ung og skal vokse.
- Vi har hovedsageligt fokuseret på afgange, fordi transfervinduet var ovre for os, så snart vi havde hentet Tchouaméni. Vi har ikke tænkt på at hente nogen andre. Vi har diskuteret bestemte situationer som med Casemiro og Asensio. Vinduet er lukket nu, og dette er truppen. Jeg er meget glad, fordi jeg har spillere til rådighed, som overvejede at smutte. Der er mange spillere i truppen, der er på vej ind i deres sidste kontraktår, og det er ikke et problem for nogen.
Om Asensio:
- Asensio er glad for at blive, og han kender truppen rigtig godt. Vi kender ham, og han gjorde det godt i sidste sæson. Han spillede en nøglerolle i bestemte kampe og hjalp os med at vinde LaLiga og konkurrere i Champions League. Det samme kommer til at ske i denne sæson. Han får sin spilletid og muligheder som alle andre, og han vil tage imod udfordringen.
Om sin uddelegering af spilletiden:
- Hvor mange kampe, man spiller, er ikke vigtigt. Det vigtige er, hvilke slags kampe man spiller, og hvad man er i stand til. Alle er motiverede. De gutter, der har spillet mindre, kan ende med at være afgørende. Vores succes sidste år afhang i høj grad af spillere, der ikke startede kampene men kom ind og ændrede tingene.
Om Ceballos:
- Dani kender sin rolle, og han er vigtig. Vi elsker ham, og derfor besluttede han sig for at blive her. Han føler den hengivenhed, fordi han er en spiller, som vi kan lide, og han fuldender midtbanen med fænomenale attributter.
